Der er liv i Herning igen.
Midtjyderne havde en skidt indgang til landsholdspausen, der sendte Blue Fox langt nedad i tabellen, men nu er muligheden for at komme med i Metal Final4 pludselig genopstået.
Det kræver en sejr i ordinær tid over Rungsted i aften, samtidig med, at SønderjyskE dummer sig i kampene mod Rødovre og Esbjerg ikke får fem nødvendige point i løbet af ugen.
Med de to svenskere Hansson og Netterberg har Ben Cooper igen fået mulighed for at stille fire hele kæder på trods af fraværet af fire mand og pludselig ser det midtjyske mandskab ret bredt ud igen.
Det samme gør Rungsted altså. Nordsjællænderne fik Gustav Green tilbage og selv uden Alexander True er mandskabet fra Nordsjælland yderst bredt funderet alle vegne. Det tegner godt for den kommende del af sæsonen, og Herning kan knapt få en sværere modstander - det skulle lige være formstærke Esbjerg - i Final4-dramaet.
Rungsted forsvarer førstepladsen og er samtidig opsat på at revanchere en lidt sløj omgang mod Herlev i fredags.
Det bliver tæt i Kvik Hockey Arena.
Statistikken: Herning var stærkt kørende fredag i Vojens, hvor hjemmeholdet blev holdt nede på 21 skud. Og Rungsted var knap så skydende som normalt mod Herlev, hvor der kun blev afsluttet 19 gange på mål.
Historikken: Der var ikke de store problemer for Rungsted i den første kamp mellem de to klubber, som blev vundet 6-2. Men det var meget tidligt på sæsonen.
Skader/karantæner: Rungsted uden Alexander True og Morten Jensen mod Herlev, mens Herning stadig har Mark MacMillan i karantæne. Daniel K. Nielsen, Mads Christensen og Cam Brace spillede heller ikke for midtjyderne i Vojens fredag aften.
Hold øje med: Mathias Bau har stille og roligt spillet ind som nøglespiller for Herning og har gjort det fremragende på det seneste. Han står med 18 point som toer i pointligaen. Rungsteds Charlie Sarault får masser af spilletid og mon ikke det er et spørgsmål om tid, før han rammer en pointstime?
Det forventer vi: En tæt og hård match med et desperat kæmpende Herning-mandskab, der faktisk kan kvalificere sig til Metal Final4 i aften, hvis alt flasker sig og regeringen ikke ”lukker Frederikshavn ud” igen inden fredag.