Odense Bulldogs har fundet et vist momentum med fire point i de seneste to kampe og søger at arbejde videre i den stil mod Esbjerg, som til gengæld ikke fik point ud af dobbeltopgøret mod Frederikshavn.
En spændende situation for fynboerne, hvis træner Marc Lefebvre i et nyligt interview med Fyens Stiftstidende spåede, at det var Rødovre, Herlev og Esbjerg, Odense skulle fange i kampen om den sidste slutspilsplads.
Det lykkedes at slå Herlev senest og i aften kommer turen altså til Esbjerg, som bliver en yderst målestok for de fynske hunde, der med Mike Hammond har fået en farlig mand ind i truppen.
Han har været med i samtlige fire Odense-mål, der har været scoret med Hammond i opstillingen.
Esbjerg Energy tabte på et par ærgerlige individuelle fejl i afgørende momenter i kamp to mod Frederikshavn, hvor vestjyderne egentlig var ganske godt med. Der synes dog umiddelbart at mangle lidt i defensiven hos Energy, ligesom flere af importspillerne stadig ikke helt har vist sig frem.
Men vi er også tidligt på sæsonen.
Hold øje med: Tadeas Galansky er i form og har stået to fremragende kampe mod SønderjyskE og Herlev. I Esbjerg synes der at være kamp om posten. Spændende om Lillie eller finske Kaarlehto får chancen i den vigtige kamp.
Skader/karantæner: Vigtigt for Esbjerg at få Jeppe Vinther tilbage efter overstået karantæne. Hos Odense manglede Christopher Kamph og Lucas Bjerre i kampen mod Herlev, men til gengæld var Mikkel Hansen inde i opstillingen.
Det forventer vi: At Odense i aften kommer med fuld fart, aggressivt spil og jagt på hurtige scoringer for at ryste Esbjerg. Vestjyderne skal være fuldstændig klar fra start, ellers bliver det svært mod et Bulldogs-hold, der lugter blod lige nu.
Historikken: Sidste sæson var en jævn serie: Esbjerg vandt to kampe rent, Odense en enkelt. Tre gange gik de to hold i overtid, to gange tog Odense Bulldogs bonuspoint.
Statistikken: Esbjerg Energy står med ligaens bedste powerplayprocent og scorede begge mål i overtal mod Frederikshavn senest. Odense er nederst i den tabel og selv om det har set lovende ud i det fynske overtal, har det altså endnu ikke givet ordentlig pote.