Kampstart 19:30 i Bitcoin Arena

Det var Rungsted Seier Capital, der tog første stik i de indbyrdes kampe mellem de to klubber. Søndag eftermiddag tog et afklaret og klogt spillende Rungsted-mandskab - lige bortset fra Tim Dalys game misconduct i slutfasen - til Vojens og vandt 4-2 i Frøs Arena.

Det var med svenskerne i højsædet, og i kampprogrammet før matchen i aften, pointerer Rungsted-direktør Thomas Friberg, at "Sarault-kæden" forhåbentlig og formentlig snart kommer i gang. 

Det må være et af fokuspunkterne for nordsjællænderne i aften, mens SønderjyskE-træner Mario Simioni taler om flere afslutninger:

- Vi havde blot 19 skud inden for målrammen i søndags. Vi skal gerne have flere, og så skal vi ind og arbejde meget hårdere foran deres målmand, siger han til klubbens hjemmeside. 

Også spændende om de to hold vælger at justere på kæderne i aften: Patrick Russell er sandsynligvis ude hos Rungsted og mangler dermed i stamformationen, mens Mario Simioni måske godt kunne finde på at ryste posen efter at have brugt stort set de samme kæder i den første håndfuld kampe.

Også spændende målmandsduel, hvor Frederik Dichow står til debut som lejesvend for Rungsted, mens Nikolaj Henriksen formentlig erstattes af Galbraith efter tre kampe på stribe.

Hold øje med: Rungsteds Marcus Olsson var strålende søndag og formentlig holder SønderjyskE et ekstra øje på "svenskerkæden" i aften. Hos SønderjyskE har Victor Rollin Carlsson hidtil været en glimrende spilfordeler i førstekæden og ligner et hit for Mario Simioni.

Skader/karantæner: Rungsted med Cristopher Nihlstorp ude, Patrick Russell udgik mod Aalborg, mens Gustav Green ikke har spillet endnu. SønderjyskE har været uden Mike Little og Anders Biel hidtil i sæsonen.

Historikken: Spændende serie mellem de to hold i sidste sæson, hvor de fire første indbyrdes kampe endte med udesejre. Siden vandt både SønderjyskE og Rungsted en hjemmekamp hver. Den første kamp i denne sæson vandt Rungsted altså 4-2 over SønderjyskE.

Statistikken: Lige nu er Matt Prapevessis topscorer for SønderjyskE, men hvilken angriber skal være pointjæger hos SønderjyskE? Hos Rungsted har vi ikke set meget til Alex Wideman hidtil. Den lille canadier har kun lavet to assister og der forventes mere af ham fra den sportslige ledelse. 

Det forventer vi: At SønderjyskE kommer med et defensivt udgangspunkt og forsøger at spille på omstillinger. Det passede SønderjyskE godt i sidste sæson i Bitcoin Arena. Tæt kamp i vente igen og formentlig ikke mange mål. 

 


Hovedskade: Mads Christensen ude på ubestemt tid, Poulsen også ude OPTAKT: Odense Bulldogs-Esbjerg Energy