Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Odense Bulldogs er tung favorit i aften mod det svækkede Rødovre-mandskab, for fynboerne har brug for at komme i form frem mod den første kvartfinaleserie på Fyn i næsten en håndfuld sæsoner. 

Bulldogs er glimrende kørende for øjeblikket, og det er naturligvis Paul Thompsons mål at holde momentum frem mod slutspillet, samtidig med at de sidste skadede spillere skal blive klar.

Rytmen er vigtig for Bulldogs-mandskabet, der ikke bliver nemt at danse med i den kommende tid, hvis holdet er fuldtalligt i en kvartfinale. 

Rødovre-træner Magnus Sundquist bevarer sin optimisme. 

- Vi har arbejdet mod den kommende sæson i lang tid og der sker mange positive ting omkring holdet fremover. I og med vi tilbage i december ikke valgte at erstatte Ryan Lowney, var der plads til, at flere spillere kunne gribe chancen. Og det synes jeg virkelig de har, for holdet er på trods af flere afgange fra ledende spillere kun blevet bedre og bedre undervejs, fortæller Magnus Sundquist forud for mandagskampen. 

Skader/karantæner: Rødovre stiller lige knap med tre kæder for øjeblikket og Marco Illemann blev skadet senest mod SønderjyskE. Odense var senest uden Anton Schou og Mikko Virtanen. 

Hold øje med: Rødovres Gustaf Berling kunne være en af de spillere, der er i spil til den kommende sæson med en række glimrende indsatser. Hos Odense spiller tjekkiske Radek Cip sig i gang til slutspillet, hvor han kan blive en farlig mand.

Det forventer vi: Tungt fysisk pres på Rødovre fra start. Det bliver svært for gæsterne at modstå over 60 minutter.

De indbyrdes kampe: Odense har vundet 6-0 og 7-2 over Rødovre i de to kampe i Spar Nord Arena, mens de tre øvrige kampe i Rødovre er endt i overtid. To gange bonuspoint til Rødovre og en omgang til Odense i de matcher. 

Statistikken: Odense har vundet de seneste tre kampe med otte point til følge, mens Rødovre står med nederlag i de seneste to matcher. Men Mighty Bulls har været i stand til at overraske på det seneste. Måske også i aften?


GUIDE: SÅDAN SPILLES SLUTSPILLET 2022 RUNGSTED VENDTE OG VANDT i DM-revanchen