Virkelig spændende aften for fynsk ishockey.
Kan grebet med at skifte træner give Odense Bulldogs et kick og et momentum, der bringer fynboerne tilbage i kampen om den ottende slutspilsplads?
Marc Lefebvre var søndag aften i gang med truppen det meste af dagen, fortæller Fyens Stiftstidende, og han fortsatte altså med sit koncept ved træningen i går.
- Jeg er spillernes mand. Gutterne kan komme til mig og tale om alt. Jeg forsøger at blive bedre til hver eneste kamp og træning, og jeg tænker, at det smitter af på spillerne med det samme, siger Lefebvre til fynboernes hjemmeside.
- Jeg er en offensivt-tænkende træner, og jeg vil have vores spillere frem over isen og score nogle mål. Vores backs skal også være en del af offensiven. Så vi skal skabe fem mands-angreb og forhåbentlig få vendt vores målscoring til noget positivt, siger han.
Han kan knapt få en sværere kamp at debutere med: Rungsted vandt uden problemer med 6-1 i Odense, da de to hold senest mødtes, og nordsjællænderne plejer at have tjek over Odense på fynsk is.
- Men det bliver svært at vide, hvad vi møder i Odense. Det bliver sikkert et hold med et nyt udtryk, siger Shane Hanna til Metal Ligaen TV.
Rungsted-backen er stærkt kørende for øjeblikket, og har - bortset fra 0-6'eren mod Esbjerg for nylig - virkelig fundet en god rytme.
Historikken: Rungsted har vundet de ni seneste opgør mod Odense, inklusive overtid, og har scoret 27 gange i de seneste fem opgør i VinMedKant Arena.
Statistikken: Odense kommer ind til kampen med sæsonens hidtil dårligste stime. Syv nederlag på stribe i ordinær tid har gjort ondt på fynboerne, der skal helt tilbage til kampen i Herlev 22. oktober for at finde det seneste point. Det var et nederlag i overtid.
Hold øje med: Hos Odense leder vi måske ikke efter en enkelt spiller i aften, men nærmere et nyt, offensivt udtryk, der måske kommer fra træner Marc Lefebvre. Hos Rungsted har en anden back - udover Shane Hanna - i form af Willie Raskob også gjort det glimrende på det seneste. De to nordamerikanere skal nok få masser af arbejde i aften.
Det forventer vi: Rungsted er i den grad ude på revanche efter 0-6-nederlaget mod Esbjerg for en uge siden. Så vi må forvente to topmotiverede mandskaber i Odense, hvor historien viser, at Rungsted går ind som favorit.
Skader/karantæner: Rungsted uden Lucas Bjerre Rasmussen, mens Rungsted stillede uden både Bertram Jelert og Gustav Green i kampen mod Esbjerg. Desuden udgik Anders Poulsen, der heller ikke spiller i aften.