Kampstart 19:30 i VinMedKant Arena

Der er ishockey til fordel for veteraner i aften i Odense, og vi kan selvfølgelig kun opfordre til støtte til aktionen, og de andre lignende af slagsen, der finder sted i løbet af ishockeysæsonen.

Her kan man kun glæde sig over, at Metal Liga-klubberne konstant samler ind til gode formål, og et løst skud fra hoften er vel, at ”charity-aktionerne” over sæson snart nærmer sig en million i indsamlede kroner.

I aften er det Martin Larsen, Odenses mand i Den Kongelige Livgarde, der har sat initiativet i gang.

På banen møder Odense SønderjyskE, der kommer med tre busser med supportere og formentlig i alt 300-400 fans til Fyn i aften. Atmosfæren skal nok blive elektrisk.

Odense kommer med den offensive fandenivoldske stil, som Marc Lefebvre efterhånden har fået implementeret og løber ind i et sønderjysk kollektiv, der ruller på med fire konstant – også selv om man nu og da må hente suppleringsspillere ind som gode, gamle René Holm, den lidt yngre Ronnie Brobak og målmanden Jesper Nielsen, der nu igen er erstattet Patrick Galbraith.

Man kunne i øvrigt sagtens forestille sig et comeback til Galbraith i aften, hvis denne er helt frisk og føler sig i topform.

Statistikken: Set over de seneste 10 kampe er et af topholdene næsten helt lige med bundholdet. SønderjyskE har 21 point på kontoen mod Odenses 18.

Skader/karantæner: Odense stillede med noget, der lignede fuldt hold tirsdag, hvis vi ser bort fra bortrejste Sam Povorozniouk. SønderjyskE manglede Daniel Kønig Hansen og Justin Maylan.

Det forventer vi: Det bliver fysisk, tæt og sikkert også jævnbyrdigt i aften i Odense, hvor fynboerne uanset placering plejer at presse sønderjyderne til det yderste.

Hold øje med: Jack Walker bliver ved at spille forrygende for Bulldogs og er altså giftig med sin baghånd, når han har ”odd man-rushes”. Hos SønderjyskE var Steffen Frank en af hovedpersonerne i sejren over Esbjerg. Hans betydning for sønderjyderne kan på ingen måde undervurderes.

Historikken: SønderjyskE er – trods Odenses nedadgående status i tabellen de seneste sæsoner – notorisk i problemer på Fyn. Bulldogs har inklusive overtid vundet seks af de seneste 10 opgør mod lokalrivalerne.


OPTAKT: Herning Blue Fox-Frederikshavn White Hawks Forsvarsministeren hylder Martin Larsen og Odenses veteranaften