Kampstart 20:00 i Holger Danske Arena

Rødovre Mighty Bulls er nu definitivt ude af slutspillet, så nu gælder det opbygning frem mod den kommende sæson.

Mighty Bulls har i langt de fleste kampe på det seneste spillet respektabelt, men har også tabt 0-6 til Aalborg og 4-7 til Odense.

Så det er stabilitet, der kommer til at være nøgleordet i den kommende tid - og den kommende sæson - og selvfølgelig også en økonomi, der kan sende Rødovre lidt længere opad i tabellen.

I aften er der "svendeprøve" mod Frederikshavn, hvor en formentlig fyldt Holger Danske Arena vil forsøge at piske hjemmeholdet frem til sejr. 

Frederikshavn er det hold, der ligger lige foran Rødovre i tabellen, og den sidste tid har ikke været supergod for vendelboerne.

Senest blev det 0-5 i Vojens onsdag aften.

- Det er en vigtig kamp for os. Rødovre er et lumsk og farligt hold med gode spillere, så vi skal være helt forberedte. Vi skal spille solidt i forsvaret og begrænse deres kontraangreb, gøre de rigtige ting på isen og stå sammen som ét hold. For at få gang i målscoringen skal vi presse på foran målet og vise mere sult, siger Frederikshavns finske back Santeri Suistio i optakten på klubbens hjemmeside. 

Det forventer vi: Et Rødovre-hold, der vil kæmpe med fuld skrue for at vise at æren er i behold trods misset slutspil. Det kan blive vanskeligt nok for Frederikshavn at hente de "forventede" tre point hjem.

Hold øje med: Spændende om Sami Moilanen leverer så godt her sidst på sæsonen, så han kan komme i betragtning til næste sæsons Rødovre-hold - om begge parterne vil. Hos Frederikshavn har vi ikke set super-meget til Sebastian Benker på det seneste. 

Historikken: Frederikshavn har gjort næsten rent bord med 11 af 12 point og en målscore på 19-5 i de fire indbyrdes kampe hidtil. 

Statistikken: Formen siger seks point til White Hawks i de seneste fem kampe, mens Rødovre har fire point i fem kampe at se tilbage på. 

Metalligaen.tv: Har Henrik Bauch på plads for at kommentere de 60 minutter i Holger Danske Arena. 

Skader/karantæner: Frank Gymer, William Bundgaard, Niclas Krarup og Oliver Marklund var senest ude for Rødovre. Frederikshavn manglede Mikkel Skov i 0-5'eren i Vojens onsdag aften. 

 

 


Aalborg slog Esbjerg i underholdende match OPTAKT: Aalborg Pirates-Esbjerg Energy