Kampstart 19:30 i Concordium Arena

Det er måske gået en smule under radaren, at Rungsted Seier Capital har rullet rigtig godt på det seneste. 

Mark Pedersons tropper tabte 1-3 i Aalborg sidste tirsdag, men det har også været det eneste nederlag i de seneste fem kampe, og kampen i Aalborg var ganske jævnbyrdig og faktisk med Rungsted i kontrol i to perioder. 

Senest vandt Rungsted 3-2 over Herlev, 4-1 over Frederikshavn og 4-0 over Odense, og man fornemmer, at der ikke mindst er kommet godt styr over den defensive struktur og den del af spillet hos aftenens hjemmehold. Der er kun gået otte mål ind hos Rungsted i de seneste fem kampe, og Oskar Östlund noterede sig endda for en shutout, da Rungsted altså slog Odense.  

I aften kan Rungsted stryge op på tredjepladsen og forbi SønderjyskE med en sejr. I givet fald vil Rungsted endda også have en kamp i hånden i forhold til sønderjyderne.

Men alt det er fremtidsmusik, i aften kan gæsterne fra Esbjerg konstatere, at Rungsted er blevet besejret tre gange i denne sæson. Det er i hvert fald noget, Jason Jaspers kan tage med ind sammen med hårdt plagede trup, hvor antallet af "hjælpere" fra Divisionsholdet faktisk er helt oppe på en håndfuld. 

. Hvis man skal forklare vores sejre over Rungsted, kan man vel sige, at deres spillestil passer os fint. Men det har været tætte og lige kampe med masser af god kvalitet. Og så har de berømte marginaler været med os. Man kan derfor ikke konkludere, at vi også vil have en overhånd derovre fredag aften. Det bliver en ny vanskelig kamp, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt. 

- Rungsted er et offensivt minded mandskab som vil fremad på samme måde som fx Aalborg Pirates. Ikke kun holdets forwards deltager i det fremadrettede spil. Også deres backs har et offensivt mindset. Og så er det bare et godt hold, som vi møder derovre.

- Men også Rungsted har haft ”bump på vejen”. De har haft gode perioder og perioder, hvor holdet har været udfordret. Men midterfeltet i Metal Ligaen er tæt fra tre til syv. Det fortæller noget om jævnbyrdige hold. Og både Esbjerg og Rungsted er en del af den ret tætte rivalisering, siger han.

Skader/karantæner: Rungsted manglede Lucas Andersen i den seneste kamp mod Herlev. Esbjerg var uden Philip Larsen, Gordie Ballhorn, Frederik Bjerrum, Tobias Ebener, Aleksi Halme, Thomas Mondrup, Henrik Mærsk Clausen, Sebastian Skovning og Yanick von Bergen i kampen mod Aalborg. 

Det forventer vi: Esbjerg gjorde det faktisk hæderligt mod Aalborg alt taget i betragtning, men det er svært at se et så amputeret Energy-mandskab hente point i Rungsted i aften. 

Historikken: Esbjerg har vundet to gange 2-1 (hjemme og ude) og senest 5-2 over Rungsted i Granly Hockey Arena og har dermed haft held til afmontere Rungsteds stærke offensiv. 

Statistikken: Malte Setkov har med 21 point allerede passeret sit mærke fra HELE sidste sæsons grundspil (20 point). Han har virkelig lagt på i denne sæson. Josh Winquist er på 26 point for Esbjerg topscorer for Energy, og virkelig en nøglespiller, hvis Esbjerg skal have point i aften.

Metalligaen.tv: Henrik Bauch står klar ved mikrofonen i Rungsted for at guide dig gennem matchen i aften. 

Hold øje med: Maksim Popovic vokser også mere og mere hos Rungsted og har allerede scoret 13 mål i denne sæsons grundspil mod 11 i hele sidste sæson, hvor han spillede for Herlev. Hos Esbjerg er Jeff King med 21 point også ved at hente sit mærke fra hele sidste sæsons grundspil (26 point) og er en mand, der skal med frem i offensiven i aften, når chancen byder sig. 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Herlev Eagles OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Odense Bulldogs