Kampstart 19:30 i Bitcoin Arena

Det var i lange perioder af kampen smånervøst og ustruktureret, hvad Rungsted præsterede mod Odense tirsdag aften, hvor ligaens tophold havde svært ved at finde rytmen og adgangen til offensiv zone mod et hjemmehold, der stod ganske stramt og struktureret i banen.

I det hele taget har Rungsted-holdet haft lidt svært ved at finde spillet på det seneste, men omvendt kommer der også en downperiode engang imellem i løbet af sæsonen. Det kan ikke undgås.

Der er næppe tvivl om, at Rungsted ovenpå den lidt halvdårlige forestilling på Fyn, vil komme med fuld koncentration til kampen mod Herlev i aften.

Ørnene vandt imponerende nok i Herning tirsdag aften og viste stor moral og tålmodighed med kun lige nøjagtig tre kæder til at nedkæmpe de midtjyske favoritter. Herlev har mange matchafgørende spillere og det kommer Eagles til gode i afgørende situationer. 

Men har nøglespillerne kræfter nok i længden med mange skader i truppen. Det er det store spørgsmål lige nu hos det altid lumske Herlev-hold, der aldrig er nemt at regne ud for modstanderen. 

Historikken: Altså fire kampe i løbet af sæsonen med fire sejre til Rungsted som følge. To i ordinær tid og to med overtid/straffe inkluderet.

Det forventer vi: At Rungsted vil arbejde hårdt for at finde den rette rytme i spillet igen og derfor vil Herlev møde et fuldt koncentreret hjemmehold, der på den baggrund er favorit.

Statistikken: Shane Hanna er den absolutte drivkraft hos Rungsted for øjeblikket. 32 minutters istid og igen dominerende i Odense. Også backkollegerne Jensen og Daly får rigtig mange minutter. Hos Herlev er tendensen for øjeblikket, at Wener trækker store veksler på sine topspillere. De mange powerplays i Herning trækker naturligvis også op spilletiden for de bedste folk.

Hold øje med: Nikolaj Rosenthal ligner en, der godt snart kunne få hul på en form for målbyld. Kæmpede hårdt og var tæt på at komme på scoringslisten i Odense. Hos Herlev må mange blive ved at imponeres over Thörnberg, der bare hælder og hælder mål ind.

Skader/karantæner: Rungsted var uden Mathias L. Hansen og Mathias Røndbjerg i Odense, mens Herlev vandt i Herning med kun 15 markspillere. Ude sad Magnus Koch, Kasper Larsen og Tobias Ruelykke på backpladserne, mens Joachim Linnet, Joonas Riekkinen og de to unge Mads Schlæger og Simon Golbert heller ikke var med i bussen mod Jylland. 


TRE SPILLEDAGES KARANTÆNE til Christopher Kamph, Odense Bulldogs OPTAKT: Frederikshavn-Herning Blue Fox