Kampstart 19:00 i Concordium Arena

Rungsted Seier Capital er elendigt kørende for øjeblikket.

For et par uger eller tre siden havde Rungsted stadig mulighed for at komme med i Metal Final4-billedet, men efter blot et point i de seneste fem kampe, er klubben dumpet ned i bunden af tabellen og er et af de hold, som Rødovre og Frederikshavn nu for alvor er på jagt efter. 

Der har været et par skader eller tre i Rungsted-truppen, og det er måske skaderne hos målmand Ôstlund og et par backer, der har taget for hårdt på Rungsted. Ikke fordi David Grubak har stået dårligt, men der var lagt op til at veksle de to keepere hos Rungsted.

Nordsjællænderne tager i aften imod Esbjerg Energy, og det er svært tidspunkt at fange vestjyderne på lige nu. Energy slog Aalborg 2-1 fredag aften, og er i stigende form.

- Fremgangen kommer som et naturligt resultat af det arbejde som vi udfører. Arbejdet i kampene, på isen til træningen og udenfor isen, fx med
evaluering ud fra videoer osv. Nogle gange lykkes man med det arbejde. Og det er rart. Men der er stadig lang vej. Mange ting, som vi kan gøre endnu bedre. At opbygge et ishockeyhold er en proces, og den er vi i gang med, lyder det fra Esbjerg-træner Dan Jensen. 

- Den positive proces skal vi helst fortsætte. Vi skal stadig bygge på og forbedre detaljer i vores spil. Lad mig minde om, at den proces langt fra er færdig. Vi har arbejdet med vores kæder og afprøver stadig nye konstellationer. Måske justerer vi snart igen, for kæderne er ikke mejslet i sten og vi vil gerne fortsætte den udvikling, siger han i klubbens kampoptakt.

Skader/karantæner: Esbjerg er for øjeblikket uden Frederik Bjerrum og Jeff King, mens Rungsted senest i Herlev manglede Valdemar Hull og Nikolaj Davidsen. 

Det forventer vi: En forsigtig kamp fra Rungsted, der vil være tilfreds med at holde kampen tæt mod et Esbjerg-hold, der med formkurven in mente er favorit. 

Hold øje med: Filip Karlsson er en af de spillere, der skal løfte Rungsted, mens Esbjerg havde Lucas Andersen med mål og assist mod Aalborg. 

Metalligaen.dk: Har Henrik Bauch på plads i Concordium Arena i aften. 

Historikken: Første match mellem de to mandskaber blev vundet af Rungsted i Esbjerg, hvor det blev til en 4-3-sejr til gæsterne.

Statistikken: Rungsted har blot scoret syv gange i de seneste fem kampe, hvor Esbjerg har leveret 13 mål - det kunne godt tyde på en lavtscorende kamp i aften. 


Elite Nord A/S ud med endnu et overskud Herning sled sig til 3-2 sejr efter straffeslag