Kampstart 19:00 i Bitcoin Arena

Det er nye tider i denne sæson, når Rungsted og Rødovre tørner sammen. 

For første gang er formbarometeret "til Rødovres side" eftersom Mighty Bulls søndag slog rivalerne 6-3 hjemme i hulen i Rødovre Centrum Arena. 

Dermed har Rungsted altså tabt de seneste fem kampe rent, mens Rødovre står med tre point i samme tidsrum.

- Det her er uacceptabelt. Og der skal ske noget. I den sportslige ledelse løber vi ikke fra vores ansvar. Nu må sportschef Morten Hagen og jeg sætte os sammen for at finde ud af, hvordan vi kommer videre og får skabt noget selvtillid på holdet, sagde Rungsted-direktør Thomas Friberg til sn.dk efter kampen i søndags.

Så der har formentlig været talt med store bogstaver i Nordsjælland efter matchen, mens man i Rødovre nu skal forsøge at holde momentum efter en sejr, der blev bygget på effektivitet og stærkt defensivt arbejde foran William Rørth.

Rungsted havde nemlig pucken meget i søndags, og sådan vil kampbilledet også være i aften. 

Spørgsmålet er naturligvis, om Rødovre kan holde til det pres, som formentlig også vil komme fra Rungsteds offensiv i aften - endda med fornyet styrke.

Det forventer vi: Netop ovenstående. Rungsted vil komme med ALT for at vise omverdenen, at krisen er ovre. Det bliver vanskeligt at holde til i længden for Rødovre. 

Hold øje med: Gustaf Berling var i den grad i hopla i søndags med sine tre scoringer. Lucas Andersen var rasende over Rungsteds uformåen og agter formentlig at betale tilbage med scoringer. 

Skader/karantæner: Rungsted manglede Frederik Bjerrum søndag, mens Rødovre var uden Mads Eller og Alberto Pison. Magnus Povlsen sidder ude med karantæne. 

Historikken: Første opgør i sæsonen blev vundet af Rungsted hjemme i Bitcoin Arena med 5-2 og i weekenden kom altså Rødovres revanche.

Statistikken: Det leder os videre til, at Rødovre har taget seks ud af syv point mod sjællandske hold i denne sæson og altså blot en enkelt pind mod holdene vest for Storebælt. Rungsted har spillet fire kampe mod sjællandske hold i sæsonen og "blot" taget fire point. Langt under forventningen formentlig. 


Sjællandsk klassiker: Rødovre vandt i straffeslag Lyseblå blok vandt sikkert i Herlev