Kampstart 19:30 i Sydjysk Sparekasse Arena

Så er vi der igen. På vej mod endnu et slag i finaleserien, der som bekendt er 1-1 efter de to første kampe og hjemmesejre både i Sydjysk Sparekasse Arena og Granly Hockey Arena, hvor begge hold har været en tand skarpere end modstandere.

I søndagens kamp førte Josh Winquist an for Esbjerg med to scoringer. Nok er han ikke den hurtigste på isen, men han spiller med en stor kløgt og læser spillet fremragende. Og søndag fik han altså afslutningerne med. Og Esbjerg var sikre i powerplay, hvor vestjyderne scorede to gange.

Et vigtigt fokuspunkt for begge lejre.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi får scoret to gange i powerplay i kamp 2. Og jeg synes vi generelt spiller godt i overtal. Den fokus skal vi bevare i kamp 3. Vi får behov for at være mere bevægelige og tage de ekstra skøjtetag i spillet fem mod fem, og samtidigt holde hovederne kolde og bevare disciplinen i nærkampene, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt.

- Vi har altså fokus på at spille uden at give dommerne mulighed for at idømme os udvisninger. Vi skal spille mens pucken er i spil, og ikke fortsætte efter dommeren har fløjtet. Det kan være med til at holde os ude af straffeboksen, og det kan blive vigtigt i Vojens, siger han.

Samme fokus er i Vojens, hvor assisterende træner Casper Stockfisch siger følgende:

Det var på ingen måder vores dag i søndags og vi har faktisk set video lige siden da, så vi ved godt hvad vi skal rette op på. Jeg er enig i at der godt kunne have været en anelse mere gnist i elementer af kampen, men når det er sagt, så møder vi altså også en dygtig modstander som vil gøre det så svært for os som muligt, siger han til klubbens hjemmeside.

- Vi vidste godt inden, at det ikke var en serie vi ville vinde 4-0, så derfor er det lige nu virkeligt vigtigt, at vi kun koncentrerer os om en kamp af gangen som også har været vores motto siden dag et, lyder det.

Hold øje med: Vi leder efter matchvindere i aften igen, og måske kunne det for Esbjerg være Oliver Kjær, der dukker op. Han har kvaliteterne. Og hvad med SønderjyskE’s evige fighter Gabriel Desjardins.

Historikken: Det var 4-2 til SønderjyskE i grundserien og nu altså 1-1 i finaleserien, hvor vi venter på et ”servegennembrud” på udebane.

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster og Martin Struzinski på plads for at kommentere dagens match i Vojens.

Det forventer vi: En knaldhård og fuldstændig uforudsigelig kamp. Dog med SønderjyskE som lille favorit som hjemmebanemandskab.

Skader/karantæner: Heldigvis ser det ud til, at de to mandskaber holder sig skadesfri, så vi har lige nu helt fair kamp på det parameter.

Statistikken: William Pelletier har spillet mest for SønderjyskE, 49:06 minutter, mens Oskar Drugge har haft seks sekunder færre. Hos Esbjerg er det tre backer, Gordie Ballhorn, Juuso Walli og Jeff King, der alle har spillet lige omkring 44 minutter. Mest benyttede angriber har været Oliver Kjær.


SønderjyskE sikrede sig sejren i powerplay Odense Bulldogs forlænger med Fredrik Bergvik