Kampstart 19:00 i Frøs Arena

Det kan næsten ikke undgås, at det bliver tæt og spændende, når SønderjyskE og Herning i aften brager sammen i en direkte duel om andenpladsen.

De to hold er helt lige i tabellen, og har hidtil spillet godt op med hinanden i samtlige fem matcher. Senest i Herning, hvor SønderjyskE var med hele vejen, men hvor Herning var skarpest og vandt 3-2. 

Det har været karakteristisk, at Herning har trukket det længste strå i kampene mellem to hold, der ligner hinanden i den forstand, at begge trænere satser hårdt på at spille bredt og med stor fart og stort tryk så langt hen i kampen som overhovedet muligt.

- Det bliver en tæt kamp som de andre opgør mod dem, og de små fejl der kommer til at koste. Så det bliver powerplay og penalty kill, som bliver vigtige igen med to gode hold der står godt i egen zone, lyder det fra SønderjyskE-forwarden Steffen Frank til klubbens hjemmeside.

- Vi skal minimere vores personlige fejl, for dem straffer de med det samme. Det har været forskellen de andre gange vi har mødt dem. For i alle kampene har vi spillet godt og været med, og så skal vi score på vores chancer når vi får dem, tilføjer han.

Historikken: Tætte og skarpe kampe har præget dysterne mellem SønderjyskE og Herning i denne sæson. Fire Herning-sejre, hvoraf en enkelt – 4-1 – skiller sig ud fra de øvrige matcher, der alle har været etmåls-kampe.

Statistikken: Herning har skudt sig ind og skudt sig varme efter den dårlige start. Med 142 mål er midtjyderne nu det næstmest scorende mandskab efter Aalborg i Metal Ligaen. Og rent formmæssigt har vi også et opgør, der står mellem de to bedste hold i de seneste 10 kampe.

Hold øje med: Hvem skal score målene for SønderjyskE i aften? Måske MacGregor Sharp, der synes at fortsætte i det gear, han fandt i Continental Cup i januar. Hos Herning stod Simon Nielsen en flot kamp fredag aften mod Frederikshavn og fortsætter på den måde med at finde form frem mod slutspillet.

Skader/karantæner: Sean Flanagan har stadig ikke været med for Herning, siden han pådrog sig hovedskaden i Herlev lige før pausen. Hos SønderjyskE manglede Daniel Kønig Hansen fredag aften i Odense.

Det forventer vi: Slutspilsatmosfære og mange mennesker i Vojens i aften, hvor hjemmeholdet må være lille favorit grundet hjemmebanen. Men noget, der ligner 51-49 i sønderjydernes favør. Ikke mere.


OPTAKT: Herlev Eagles-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Esbjerg Energy