Så går det løs igen.
Knap er vi kommet os over OL-kvalifikationen, før braget mellem SønderjyskE og Herning Blue Fox indleder Metal Ligaens grundspil. Kamp nummer et ud af 48 kampe i noget, der sagtens kunne ligne en virkelig tæt omgang.
Men naturligvis er der også favoritter, og både de forsvarende mestre fra SønderjyskE og aftenens gæster fra Herning hører til de forhåndstippede tophold. Det tager ingen af parterne så tungt.
- Jeg siger ikke, at vi er favoritter til at vinde The Double igen, men vi hører til en gruppe af stærke hold, som kan vinde titlen. Med udsagnet om, at vi gerne vil forsvare vores titel, går vi i offensiven, men vi ved også, at vi kommer til at være det hold, der bliver jaget, siger SønderjyskE-direktør Klaus B. Rasmussen.
Sønderjyderne har tabt de seneste testkampe mod Aalborg og Frederikshavn, men når det sker, at man taber træningskampe, minder man i Vojens altid sig selv om, at det sensationelle mesterhold fra 2006 faktisk tabte alle træningskampene.
Herning Blue Fox kommer ubetinget med Metal Ligaens bredeste trup - i hvert fald på forwards - ind til sæsonen. Der bliver hård kamp om pladserne, og det bliver spændende at se, hvilke 12 spillere, der har fået plads hos Garth Murray i aften.
- Vi vil gerne spille en aggressiv, offensiv stil. Jeg kan lide at lægge hårdt pres på modstanderne, når jeg kan. Der er selvfølgelig situationer, hvor man skal trække sig tilbage, men jeg kan lide at tage tid og rum væk fra modspillerne, når jeg kan. Og jeg vil have intelligente spillere, der ved, hvordan man skal tage sig af pucken, og hvor den skal hen, siger den nye canadiske træner til Sportherning.dk før matchen.
Historik: Sidste sæson vandt SønderjyskE, da tingene skulle afgøres. Både i semifinalen i Metal Cup og Metal Ligaens playoff var det sønderjyske, der havde skøjten forrest.
Det forventer vi: Det bliver fuldstændig tæt mellem to hold, der rigtig gerne vil sætte sæsonens første udråbstegn med en sejr.
Hold øje med: Det er stensikkert, at Mattias Pettersson står for SønderjyskE, men hvem skal han op imod. Bliver det den unge landsmand Theodor Munter eller lettiske Janis Fecers. Eller er vi ude i et comeback til Mathias Seldrup.
Skader/karantæner: Vi ser kampen i aften an og ser, hvem der ikke er med i trupperne i aften. Nikolaj Krag har været ude i nogle testkampe, og det samme gælder altså Hernings Seldrup.
Statistikken: Sidste sæsons grundspilsopgør endte med tre sejre til hvert hold. Alle i ordinær spilletid.
Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på mikrofonen til åbningskampen i aften.