Herning-træneren jublede naturligvis efter 3-2 i Aalborg

Sikke en tirsdag aften for Herning, hvor bekymringer blev vendt til smil og glæde på meget kort tid.

Mathias Froms mål i slutfasen og Tristan Pomerleaus scoring i overtiden sendte Blue Fox-lejren i ekstase, og det efterlod ligeledes en meget stor glæde hos træner Pekka Tirkkonen, der efter kampen forklarede om nøglen til sejr til Sportherning.dk.

- Først og fremmest var det en rigtig stærk defensiv præstation af os, der gjorde det muligt at vinde. Vi holdt Aalborg nede på blot 18 skud. I anden periode hang vi godt på, selv om Aalborg havde pucken meget, men uden at de for alvor blev farlige, sagde han til avisen.

Den finske coach glædede sig ligeledes over at Herning ikke tog unødvendige udvisninger i de sidste 20 minutter af kampen.

- Kæmpe forløsning for os alle sammen. Vi spillede en rigtig god playoff-kamp og er med i serien. Nu begynder forberedelserne til fredag, sagde han. 

Tirkkonen kunne igen disponere over angriberen Lukas Lundvald Nielsen, der dermed gjorde Herning-holdet bredere. Og det er noget, der tæller i en finaleserie, der nu måske går hen og bliver længere end vi fik antydet før midtjydernes vilde vending i kampens slutfase tirsdag aften.

 


LEKKAS TIL FINLAND: Odense skal have ny målmand Odense Bulldogs henter Jonathan Brinkman