Frederikshavn White Hawks har her til morgen offentliggjort, at den 23-årige back, Pontus Englund, stopper i Frederikshavn White Hawks.
Svenskeren fortsætter karrieren i en anden klub, hvilket sportschef Kasper Kristensen kommer med følgende udtalelse om i en pressemeddelelse fra White Hawks.
-I sportens verden går det ofte stærkt, og det har det også gjort i det her tilfælde med Pontus Englund. Vi fik en henvendelse fra en anden klub, der ønskede at hente Pontus til deres hold. Det har jeg haft en snak om internt i klubben med vores trænerstab, samtidig med vi naturligvis også har inddraget spilleren i den snak.
-Derfor kom vi frem til, at vi med et salg af Pontus kunne frigøre nogle penge, som vi fremadrettet vil se, om vi kan bruge på at finde en ny forward der kan styrke vores trup. Det hele er så nyt, og er sket i de sidste timer af 2023, så vi skal naturligvis ud og afsøge markedet for at se, hvad der findes af muligheder med de penge, vi har at gøre godt med, lyder det.