Radim Piroutek fortsætter i Frederikshavn White Hawks - også i de kommende to sæsoner og dermed har vendelboerne sikrede sig det traditionsrige "tjekkisk-danske" navn i klubben i yderligere et par år. Radim Piroutek er som bekendt søn af de tidligere White Hawks-spiller af samme navn, der kom til byen helt tilbage i 1999 og spillede 11 sæsoner i klubben.
Han præsenteres på følgende vis af Frederikshavn White Hawks:
Radim Piroutek - næste generation - er i gang med sin tredje sæson som fast mand i White Hawks, og har fået lidt af et gennembrud i denne sæson. Grundet skader hos et par af udlændingene, har han fået chancen i førstekæden, og han er vokset med opgaven igennem hele sæsonen. I 36 kampe, er han allerede noteret for flere mål end de to foregående sæsoner til sammen, og det er en ung knægt, der knokler på til hver eneste træning og kamp.
Skaderne til Shugg og Bumagin har givet Piroutek mere ansvar, hvor han også har fået mange spilleminutter i powerplay. Det er givtige minutter der er sat på ryggen af den unge mand, og noget der kommer ham til gode længere hen i karrieren.
Vi er rigtig glade for at kunne beholde Radim i minimum to sæsoner mere, og tror på han kan fortsætte den store udvikling han i øjeblikket er i gang med. Han er slet ikke udlært som ishockeyspiller endnu, og vi tror på han er et sted, hvor vi kan gøre ham til en endnu bedre spiller.
Selv siger Radim Piroutek følgende:
- Jeg er rigtig glad for at spille i klubben, og føler jeg kan udvikle mig til det næste step ved at fortsætte på holdet. Jeg har fået chancen for at spille med nogle rigtig gode spillere, og ser frem til at fortsætte i yderligere to år. Vi plejer at være med i toppen af Metal Ligaen, og nu hvor der er forlænget med flere af de nuværende spillere, kan vi virkelig bygge et godt hold op til fremtiden.