Den stærke back glæder sig til Champions Hockey League og en ny jagt på DM-guld i den kommende sæson

Også i den kommende sæson bliver Rasmus Lyø "blue liner" hos SønderjyskE.

Det skriver sønderjydernes sociale medier og hjemmeside, hvor Lyø præsenteres således:

Landsholdsbobler og forsvarende pokalmester med SønderjyskE er nogle af de titler, som Rasmus Lyø kan skrive på sit CV. Den 27-årige fynbo har skrevet under på en aftale, som løber til udgangen af 2021/22-sæsonen.

– Da muligheden bød sig for at fortsætte i SønderjyskE, så var der ikke så meget at tænke over. Jeg ser frem til at prøve at spille Champions Hockey League og ikke mindst bygge videre på de fine takter, som vi viste sidste sæson, siger Rasmus Lyø.

Han fremhæver triumfen i Metal Final4, hvor SønderjyskE vandt klubbens fjerde pokaltitel, og så et fint slutspil, hvor Herning Blue Fox blev besejret 4-0 i kampe, inden de kommende mestre fra Rungsted Seier Capital blev overmagten i semifinalen.

– Jeg synes vi gav et dygtigt og skarpt Rungsted-hold kamp til stregen. Jeg står stadig med følelsen af, at vi kunne have gået hele vejen. Nu får vi muligheden for at få revanche, og det med et hold, hvor danskerstammen ser ud til at ligne den fra sidste sæson. Det lover godt, og så bliver det ikke mindre spændende af, at vi forhåbentlig får en masse tilskuere tilbage i Frøs Arena, udtaler Lyø.

Lyø har sine store kvaliteter i defensiven, men han bidrager også i stigende grad i offensiven. Med 29 point sidste sæson blev det til en ny personlig pointrekord og nærmest dobbelt op i forhold til tidligere. Og så er han efterhånden også en af de rutinerede i truppen med over 400 kampe i Metal Ligaen.

– Jeg var helt skadesfri og spillede samtlige kampe. Det er nok en stor del af forklaringen. Undervejs havde vi også mange skader på holdet, så det gav også ekstra spilletid og ansvar i powerplay. Det var på mange måder med til at udvikle os både individuelt og som hold. Nu gælder det om at bygge yderligere på, siger han.


Christian Wejse skifter klub: På vej til Deutsche Eishockey Liga David Madsen også klar for Esbjerg Energy i den kommende sæson