Metal Ligaen er næsten den eneste liga, hvor tingene ser ud til at fungere normalt fra sæsonstart

På overfladen ser alt nogenlunde normalt ud i de her dage. I går åbnede CSKA Moskva og AK Bars Kazan den europæiske ishockeysæson med KHL, der fuldstændig ufortrødent fortsætter som om intet var hændt på trods af, at ligaen er grænseoverskridende.

Liga-ledelsen synes heller ikke påvirket af urolighederne i Hviderusland, selv om Jokerit netop har meldt afbud til åbningskampen i Minsk i dag på grund af "flyproblemer". 

Metal Ligaen har kontant og konstant styret mod sæsonstart 18. september, og selv om vi venter i spænding på de næste meldinger fra politikerne omkring tilskuertal og udnyttelse, så har situationen i Danmark været den sikreste og mest stabile overhovedet i Europa. 

Der er en god del ligaer - eksempelvis Schweiz, Sverige og Norge, der har pirket lidt til startdatoen, men ellers går nogenlunde normalt i gang, mens man i Ukraine endda er kommet så vidt, at slutspillet fra 2019/20-sæsonen for øjeblikket er i gang. 

Det er de gode historier, og som det ser ud lige nu, kommer mange lande og ligaer til at opstarte og forhåbentlig også gennemføre hele sæsonen på nogenlunde manér.

Helt anderledes er situationen i to af de store og tilskuerstærke ligaer: I Storbritannien forventer de fleste aktører, at ligaen aflyses totalt, mens Tyskland foreløbig har udsat DEL-starten til 13. november - med fare for total aflysning.

Begge dele vil være katastrofer for de respektive lande og ligaer, og tænk lige tanken om, at hverken Elite League eller DEL begynder i den her sæson - og tag derefter de internationale briller på.

Vi har allerede sagt farvel til Continental Cup, men hvad gør Champions Hockey League-organisationen den dag, det eller de første afbud løber ind? Og hvad gør IIHF i øvrigt med verdensmesterskabet, hvis hverken Elite Ice Hockey League eller DEL går i gang? Så har de to nationer ret beset ingen landshold.

Og hvad med de øvrige verdensmesterskaber?

Rejserestriktionerne danser op og ned, IIHF har allerede luftet tanker om at spille Junior-VM i Canada i en "boble" uden tilskuere, og kald mig Mads, hvis ikke der kommer afbud på grund af Corona til VM-turneringer rundt omkring i verden.

Tag nu Division IA-VM i Bitcoin Arena, hvor Kasakhstan for eksempel lige nu står som deltager. Pt. står Kasakhstan ikke på EU’s liste over lande uden for EU og Schengenområdet, som det kan overvejes at åbne for.

Roen hersker måske på overfladen i international ishockey, men lige under overfladen kan kaos bryde ud, og endnu en sæson kan blive ødelagt. Lad os håbe det bedste. 

Tilbage til Metal Ligaen, hvor Jonathan Brinkman har taget konsekvensen af, at man heller ikke i Nordamerika spiller ishockey - lige bortset fra NHL - før sidst på året. Måske er Phillip Schultz på vej ind i Rødovre-truppen, men hvad med de øvrige "nordamerikanere", der kommer til at hænge i USA/Canada uden at kunne spille ishockey. NHL'erne undtaget.

Men Jonas Brøndberg og Mads Søgaard kunne være interessante navne i Metal Ligaen, og hvad med de DEL'ere, der vil lide under en aflysning af sæsonen, hvis det kommer så vidt? Så står Frederik Storm, Nicholas B. Jensen, Emil Kristensen, Mathias From, Phillip Bruggisser, Anders Krogsgaard og Niklas Andersen uden kontrakt. 

Det vil være et mareridt for landstræner Heinz Ehlers og hvem ved, om forliste DEL-spillere bliver et tag selv-bord for Metal Liga-klubberne, hvis de kan få nye spillere ind under lønloftet? 

Forhåbentlig vender alt tilbage til normalen i løbet af de kommende måneder, men lige nu er skal der ikke meget til, før det europæiske ishockey-korthus vælter. 


Blue Fox hædrer legendarisk læge på hjelmene i hele sæsonen Krogsgaards og Andersens drøm i fare: DEL i tvivl om startdato