Journalist Peter Fredberg skriver om OL-kvalifikationsturneringen i Klagenfurt. Så tæt på og alligevel så langt fra.

Det blev i medierne kaldt den vigtigste opgave i dansk ishockeys historie, da landsholdet i februar 2001 drog af sted til OL-kvalifikationsturneringen i østrigske Klagenfurt.

Fire nationer - Letland, Østrig, Frankrig og Danmark - kæmpede om de tre pladser, der gav kvalifikation til OL i Salt Lake City 2002.
De tre førstnævnte deltog i 2000 i A-VM i Skt. Petersborg. Letland tabte i kvartfinalen til de senere verdensmestre fra Tjekkiet med 1-3 efter at have slået værtsnationen Rusland 3-2 i indledende gruppe. Østrig blev nr. 13 og Frankrig nr. 15 (nedrykker).

Danmark sluttede som nr. 5 i B-gruppen i Katowice. S
å er de fire hold placeret på ranglisten.

Man fornemmede en vis optimisme i den danske lejr inden afrejsen, selv om der var indløbet et sidste øjebliks afbud fra Heinz Ehlers. I en tackling i en kamp mod Hannover Scorpions blev Berlin Capitals-playmakeren knæskadet. Igen. Og i en alder af 35 år meddelte datidens største danske stjerne kort efter, at han havde spillet sin sidste landskamp.

"Jeg føler mig ikke motiveret og er ikke villig til at ofre den tid, det kræver at være med i forberedelserne til VM i næste måned i Grenoble. Der er lagt op til et generationsskifte på landsholdet, så måske er det også et meget passende tidspunkt at stoppe," sagde Heinz Ehlers.

Danmark fik en drømmestart på OL-kvalen med 2-0 føring på mål af Jens Nielsen og Jesper Duus mod storfavoritterne Letland, men blev slået 4-2.

"Det er sådan en kamp, der styrker min tro på dansk ishockeys fremtid. Tag en kæde som Morten Green, Alexander Sundberg og Nicolas "Mini" Monberg. Tre drenge på 20 år. Og se en back som Thomas Johnsen på 21. Jeg er virkelig imponeret," sagde landstræner Jim Brithén.

100 landskamp-jubilaren Søren True supplerede: "Jeg føler, vi er tættere på OL end for et døgn siden."

En storspillende Esbjerg-målmand, Jan "Sild" Jensen (42 redninger), havde erstattet en lyskeskadet Peter Hirsch i målet og blev kåret som bedste danske spiller i hård kamp med de fem udlandsproffer Jesper Duus, Jesper Damgaard, Thomas Johnsen, Jens Nielsen og Kim Staal.
Under træning dagen før kampen mod letterne sluttede OL-kvalifikationen for Lasse Degn. Et sammenstød med en landsmand sendte ham i isen med en forvridning af venstre knæ. Bittert.

I kamp 2 mod værtsnationen Østrig, bakket op af 3.000 glade supportere i Stadthalle, nåede Danmark aldrig niveauet fra åbningskampen og blev slået 6-2, så nu skulle skæbnekampen mod Frankrig afgøre, om Danmark bliver repræsenteret i ishockeyturneringen i Salt Lake City.

Lad os starte med det triste. Frankrig vandt 2-1 og knuste den danske drøm.

"Da slutsignalet lød, var jeg ved at græde af skuffelse. Jeg følte, at min ishockeyverden brød sammen," sagde en forstenet Dan Jensen.

Den canadiskfødte Herning-gigant var helt nede i kulkælderen. Så tæt på sit livs drøm og alligevel så langt fra.

"Jeg havde aftalt med min familie og mine venner i Canada, at de skulle komme til Salt Lake City og se mig spille. Vi havde chancen for at slå franskmændene. Jeg synes ikke, at de var bedre end os."

Det var en ringe trøst for Dan Jensen, at han blev kåret som bedste danske spiller.

"Jeg har aldrig oplevet et nederlag, der gjorde så ondt. Vi havde fortjent en bedre skæbne," lød det fra Kim Staal.

Jim Brithén: "Jeg er helt tom indeni og føler med drengene, som gav alt, hvad de havde. De spillede deres bedste kamp her i Klagenfurt og skulle have været til Salt Lake City. Jeg vil kalde det en fremgang for dansk ishockey, at vi var så tæt på OL."

Efter VM i Grenoble skiftede Jim Brithén til den svenske traditionsklub MoDo. Han havde ellers et år tilbage af sin kontrakt med Danmarks Ishockey Union, men en klausul gav ham mulighed for at opsige aftalen, hvis han ønskede det.

I dag er Klagenfurt forbundet med tre danske spillere, Sebastian Dahm, Jesper Jensen Aabo og Mathias From, som spiller på henholdsvis femte, tredje og første sæson for Klagenfurter AC i ICEHL.
 

To Metal Liga-spillere med i bruttotruppen til OL-kval Skvorcovs skifter til tysk "kult-klub"