Journalist Peter Fredberg møder nørden, der ved mere om ishockeystatistik end de fleste
"Det har altid ligget til min personlighed at nørde med et eller andet. Havde jeg fra barnsben været vild med for eksempel basketball, var det måske nysgerrigheden omkring den sport, der havde tændt en livslang fascination hos mig. Men nu var det ishockeyen, jeg som barn blev slæbt med til og grebet af. Hockeystatistik tændte mig og er også i dag en sjov og spændende hobby."
I denne RETRO-signaturs øjne er Jesper Schultz en hockeystatistiker af Guds nåde. Og lad os starte med en håndfuld eksempler på hans viden.
"Længste shutout-rekord: SønderjyskE's Alfie Michaud holdt tidligt i sæsonen 2010/11 buret rent i 360 minutter og 58 sekunder og fik fem shutouts undervejs. Det vildeste er dog næsten, at han også fik shutout i to kampe inden da og derfor kun lukkede mål (to) ind i én af sine første otte kampe i sæsonen."
"Flest målmandsassister på en sæson: Syv af Trevor Koenig fra Rødovre i 2008/09. Ingen andre har over fire på en enkelt sæson. Men Michael Madsen har flest samlet i den danske liga i karrieren med 13."
"Højeste danske tilskuersnit for en sæson stod i mange år hos Herning, der havde utrolig mange tilskuere til sine kampe i 1972/73-sæsonen. Men snittet var også hjulpet af den famøse kamp, der blev afbrudt og spillet om i Forum. Det gav et officielt snit på 3.200 tilskuere for sæsonen. Det blev først slået i 2023/24 af Aalborg, som snittede med hele 3.515 tilskuere i grundspillet."
"Aalborg har også rekorden for en enkelt klubkamp med 6.000 tilskuere i den femte finalekamp i 2023 mod Herning. Her havde Rødovre haft rekorden i over 30 år, efter at de i anden finalekamp i 1990 - også mod Herning - havde haft 5.563 tilskuere i Brøndby-Hallen."
"Længste stime uden nederlag på hjemmebane i ordinær spilletid nogensinde havde Herning tilbage i 1989/90-sæsonen og frem til 1992/93-sæsonen, hvor de fik point i 64 hjemmekampe i træk. De har såmænd også den næst længste stime på 42 kampe i 1994/95 og 1995/96."
"Herning har flest slutspilssejre i træk med 14 sejre på stribe fra 1991 til 1993. Flest nederlag i slutspillet i træk fik Hvidovre, der tabte hele 23 kampe på stribe fra 1996 til 2008."
"Flest udvisningsminutter nogensinde har Nicolai Clausen med over 300 minutter flere end Martin Skygge på andenpladsen. Flest minutter på en enkelt sæson fik Dale Mitchell fra Odense, da han på 52 kampe indkasserede 277 strafminutter i 2015/16."
Jesper Schultz var i en årrække webredaktør på Hockeymania og Hockeymagasinet og har desuden arbejdet hos TV2 Sport, Team CSC/Team Saxo Bank og Rungsted Seier Capital. Han kommenterer i dag Metal Ligaen på tv, deler ud af sin viden på Skudzonen og arbejder som lokomotivfører hos DSB på de københavnske S-baner.
De senere år har interessen for cykelsport sneget sig ind, og han ses flere gange om ugen på racercyklen på de nordsjællandske veje.
Dale Mitchell er spilleren med flest udvisningsminutter over en sæson, nemlig hele 277 minutter i sæsonen 2015/16, hvor han spillede 52 kampe.