Mads True blev Fyns første landsholdsspiller i 1992 og kåret som ”Årets Spiller” i dansk ishockey to år senere.

Ikke den mest iøjnefaldende spiller. Ikke ham med den største produktion. Men en holdspiller med stort H.

En allroundforward med god spilopfattelse. Hårdtarbejdende, stærk i defensiven, loyal.

Mads True var enhver træners drøm. Han lyttede og gjorde, hvad han fik besked på. Og han gjorde det til perfektion.

”Jeg har været privilegeret og heldig og haft store oplevelser med både landsholdet og klubhold,” siger Mads i et tilbageblik.

”Når jeg ser tilbage på min karriere, er der nok én ting, jeg ville have gjort anderledes. Jeg prøvetrænede med Rögle i 1991 efter Odenses oprykning til 1. division. Jeg skulle have taget chancen, men var så forhippet på at spille i den bedste danske række, at jeg blev på Fyn.”

Mads True tog dog chancen for at komme ud i verden efter sin rookiesæson i 1. division og spillede takket være Odense-coach Ole Andersens forbindelser juniorhockey et år i Canada, inden han returnerede til Bulldogs.

Første gang, den ”mellemste” af de tre True-brødre (Mads er fire år yngre end Søren og ti minutter ældre end tvillingebroderen Mikkel) gjorde indtryk på denne skriverkarl, var under VM i østrigske Villach i 1992 mod Japan.

”Mads på 19 er fremtidens mand”, skrev jeg i en overskrift i B.T.

Landstræner Per Holten Møller havde ingen officielle landskampe op til VM. Kun et par kampe mod svenske klubhold. Sådan var betingelserne for B-VMs bløde mellemvare.

Danmark holdt 2-2 mod de japanske favoritter indtil to minutter før tid på storspil af målmand Lars Pagh (”Årets Spiller” 1990 og 1991), men tabte 2-4.

Jeg husker, at Per Holten (med blink i øjet) gav et ekstra skulderklap til debutanten Mads: ”Han er ikke-ryger.”

Chokerende mange af spillerne på VM-holdet dengang var nemlig rygere.

Efter de første hockeyår i Skovbakken spillede Mads True fire sæsoner i Bulldogs, derefter syv i Rungsted, inden han vendte tilbage til det fynske med ti sæsoner og stor og varm hyldest, da festen sluttede i 2012. Han var 40 år.

I den sidste sæson i Rungsted (2001/02) satte han prikken over i’et med sejren i DM-finalen over Odense.

Som Bulldogs-spiller vandt han to sølvmedaljer, en bronze og tre pokaltitler.

De seneste syv sæsoner har han været assistant coach i Bulldogs. Om han fortsætter er endnu uafklaret.

Mads True var fast mand på VM-holdet i perioden 1992-2005 (minus 1993, hvor han var i Canada). Det blev til 187 landskampe (33 mål, 49 assist og 82 point) og 13 VM-turneringer.

I seks VM-turneringer spillede han sammen med storebror Søren og i fire med svogeren Heinz Ehlers.

Alle tre (True-brødrene og Heinz) deltog sammen ved VM i 1994 og 1999, begge gange i Danmark.

Mads True lægger ikke skjul på, at især tre oplevelser på landsholdet skiller sig ud.

”Jeg glemmer aldrig VM-sejren på 6-1 over Tyskland i 1999 i Odense. Det var et gennembrud for dansk ishockey. Stemningen den aften i hallen var ubeskrivelig,” siger han.

”Oprykningen i 2002 i Ungarn var også noget helt specielt. Vi manglede flere nøglespillere, og ikke mange troede på os, da vi tog derned. Og så kan jeg selvfølgelig ikke komme uden om VM i 2003 i Finland med 5-2 over USA og 2-2 mod Canada.”