Den yngste danske landsholdsspiller i de 72 år, DIU har eksisteret, er død. Henrik Fabricius blev 76 år.
Han var 16 år og ni måneder, da han var med til B-VM i marts 1962 i det nordamerikanske vintersportsparadis Colorado Springs.
I tirsdags døde han pludselig på grund af komplikationer efter en nyreoperation.
Den elegante forward spillede 67 landskampe og deltog i otte VM-turneringer. Fem gange vandt han DM-guld. To gange med KSF og tre gange med Gladsaxe.
Efter sin anden guldmedalje med KSF i 1964 skiftede han til ærkerivalerne fra Gladsaxe, hvor han havde sin storhedstid som en af ligaens bedste og mest spektakulære forwards.
I perioden 1972-75 var adressen Rungsted med det første år som spillende træner. Derefter vendte han tilbage til Gladsaxe, hvor han sluttede karrieren i 1978.
”Henrik startede som kunstskøjteløber. Han var en veltrænet og moderne forward. En fornøjelse at se på isen. Mange unge i hockeyens barndom var dårlige på skøjter og kunne lære meget af ham,” siger Per Holten Møller, som spillede sammen med Henrik Fabricius på landsholdet og i Rungsted.
Lars Ove Nielsen, Henrik Fabricius’ klubkammerat i Gladsaxe:
”Det er en god idé at kunne løbe på skøjter, inden man starter på ishockey. Det er Henrik et godt eksempel på. Sammen med målmanden Bent Roland Hansen og backen Sven Andersson var han nøglespiller på guldholdet. På et tidspunkt i sidste halvdel af 60’erne havde Gladsaxe otte mand på landsholdet.”
I Colorado Springs tabte Danmark sine fem kampe med en samlet score på 9-42. Der var ikke meget at juble over. I kampen om at undgå sidstepladsen blev danskerne slået af Australien 2-6
Danmark spillede året efter i C-gruppen i Stockholm og sluttede på en ærefuld tredjeplads. Historiens første danske VM-sejr (4-1 over Holland) blev fejret med vilde jubelscener. Desuden kunne Danmark notere sejre over Bulgarien og Belgien.
Henrik Fabricius’ sidste VM var i Sofia i 1975, hvor hans klubkammerat i de gyldne Gladsaxe-sæsoner, Sven Andersson, var i overhængende fare, da en røgbombe blev kastet ind på isen i starten af tredje periode i kampen mod værtsnationen Bulgarien.
Den eksploderede med en brag og lavede et hul i isen to meter fra Gladsaxe-backen, som så bomben i sidste øjeblik. Han slap uskadt, men var dybt chokeret. Var bomben eksploderet i hovedet på ham, turde man ikke tænke på konsekvenserne. Bombemanden viste sig at være en skoledreng. Han blev anholdt og idømt 14 dages straffearbejde med kanalgravning.
Henrik Fabricius’ søn, Christian, fulgte i faderens fodspor og blev også landsholdsspiller. Han spillede 20 landskampe. Tættest på VM-debut var han i 1999, hvor han blev sorteret fra i sidste cut. Han var således ikke med på vinderholdet i B-VM i Rødovre og Odense, men deltog i kvalifikationsturneringen senere på året i franske Amiens, hvor oprykningsdrømmen desværre bristede.
”Min far har betydet alt for min hockeykarriere. Han trænede mig i ti år i Herlev fra jeg var seks år. Skøjtehallen var mit andet hjem. Min far gik meget op i at træne skøjteløb. Vi drenge syntes sommetider, at det var kedeligt at løbe uden puck. Men det bar frugt,” siger Christian Fabricius.
Christians fætter er Kim Staal. De har altid været tæt forbundet. Spillede på samme hold og gik i samme klasse. Efter niende klasse flyttede Kim til Malmø og startede en flot professionel karriere.
Da spilleren med landskamprekorden, Morten Green, i november 1998 debuterede på landsholdet i en fire nationers turnering i Dunaújváros i Ungarn, spillede han i kæde med de to fætre.
Christian nåede at spille i Herlev, Gladsaxe, Gentofte, Hvidovre og Rødovre, inden turen gik tilbage til udgangspunktet, Herlev.
”Jeg var med i en periode med en del konkurser, så der kom mange klubber på cv’et,” siger han.
Henrik Fabricius bisættes mandag 6. december fra Præstebro Kirke i Herlev.
To fætre og holdkammerater, Christian og Kim, til træning. De flankeres af deres fædre. Til venstre Henrik Fabricius og til højre Carl Staal.