I januar 2001 var jeg i Stockholm for at se Malmö Redwawks’ målkonge, Kim Staal.
Den 22-årige forward var udtaget til All Stars-kampen mellem Elitseriens Nord og Syd. Det var to år før Danmarks VM-debut i Finland og seks år før Frans Nielsens NHL-debut. De 10.000 feststemte tilskuere i Globen nød hockeyfesten. Det samme gjorde Kim.
I en kamp uden tacklinger, udvisninger og den store alvor satte han sit aftryk på showet med et mål og en assist. ”Det giver selvtillid at være med i det her selskab. Det er én af de kampe, man ikke glemmer lige med det samme,” sagde han i omklædningsrummet. Spillernes løn var kamptrøjen. Kim pakkede sin i tasken og tog den med hjem til sin lejlighed i Malmö som en elsket souvenir.
Da jeg op til denne ”Retro” spurgte ham, om han stadig havde All Stars-trøjen, kiggede han for en sikkerheds skyld efter i en flyttekasse. Jo, den var der endnu. Selvfølgelig.
Efter kampen i Globen talte jeg med en af svensk ishockeys legendariske skikkelser, den tidligere NHL-stjerne Anders Hedberg. ”Kim har kvaliteterne, der skaber en topspiller. En god blanding af teknik, spilforståelse og ambitioner. Han er allerede et stort og respekteret navn i Sverige og vil stadig udvikle sig. Når man i seks runder spiller med den gule hjelm som Elitseriens mest scorende spiller, som Kim gjorde det i efteråret, er man attraktiv for NHL,” sagde han.
Kim var i 1996 blevet draftet i fjerde runde som nr. 92 af Montreal Canadiens. Da han den følgende sæson skulle lyskeopereres (skader har gennem hans lange og farverige karriere været en frustrerende følgesvend), hentede den canadiske klub ham over til operationen. Montreal Canadiens ville også have ham med i en camp efter VM-succesen i 2003, men Malmö Redhawks lod ham ikke rejse. Som Kim siger i dag: ”Sådan var det dengang.”
I efteråret 2006 åbnede der sig en ny mulighed for at komme til drømmenes liga. Som free agent var han med i to træningskampe for Nashville Predators, men blev siet fra og spillede sæsonen for Nashvilles farmerhold i AHL, Milwaukee Admirals (64 kampe, 13 mål og 12 assists).
Kim kom til Malmö som 16-årig og spillede 15 sæsoner i Sverige. Tre gange vandt han SM-sølv (Modo, Linköping og HV71). På dansk is vandt han guld dén sæson, han spillede for Herning Blue Fox (2010/11).
Efter et par år i barndomsklubben i Herlev fik han igen udlængsel, og via et år i Starbulls Rosenheim i DEL2 kom den flyvske og rodløse sjællænder til Tohoku Free Blades i Japan.
”Sportsligt og kulturelt var det et par spændende år i Asia League. Jeg har aldrig fortrudt mine rejsevalg. Jeg er glad for, at jeg oplevede den del af verden, inden jeg sluttede i Herlev, dér hvor det hele startede,” siger han. Kim var med til at vinde Asia League i 2014/15 og brillerede med 83 point (42 mål og 41 assists) i 53 kampe.
Men de absolutte højdepunkter i karrieren opnåede han med landsholdet, som han var en del af fra B-VM i 1996 i Eindhoven til og med Ostrava 2015. Få har haft så stor betydning for de rød/hvide farver som globetrotteren, humørsprederen og hockeyambassadøren fra Herlev.
Han var med i 18 VM-turneringer og spillede 214 landskampe med en score på 166 point (95 mål og 71 assists). I A-VM scorede han 20 mål. Flere end nogen anden dansker.
Kims humør var smittende. Jeg husker mange sjove episoder med ham. Her to stk.
På en landsholdstur til Frankrig sprang en mus op af hans taske i omklædningsrummet inden kampen på andendagen. En fransk official løb efter den og slog den ihjel. Og Kim? Han spillede kampen med sørgebind. ”Jo, jeg husker det godt. Jeg lavede et sørgebind af sort tape,” siger han leende i dag.
Jeg mindes også en tur til Polen. Landstræner Jim Brithén havde fået den idé, at spillerne på et stykke papir skulle beskrive sig selv.Jeg sad ved siden af Kim i bussen og så, hvad han skrev: ”Lækker røv. Drikker for meget.”
Jeg kan ikke huske Brithéns grimasse. Men spillerne var ved at dø af grin, da Kims tekst blev læst op.
Når jeg tænker tilbage på fighteren Kims karriere, ærgrer jeg mig over, at han ikke kom til NHL. Ingen tvivl om, at hans mange skader spillede en stor rolle.