Journalist Peter Fredberg skriver om Per Viggo Jakobsen og "drengene fra Øgadekvarteret"

Ligesom et hav af andre ishockeydrenge er Per Viggo Jakobsen vokset op i Øgadekvarteret øst for Aalborgs midtby. Han boede få hundrede meter fra den gamle skøjtehal i Samsøgade.

Hvor mange divisionsspillere, hallen i Samsøgade producerede, er der ingen, der har tal på. Hallen blev bygget i 1967 og er for længst revet ned.

Men spørger man Per Viggo, hvor mange spillere fra Øgadekvarteret/Vejgaard, der har fået VM-debut, har han tallet klar.

"Husker jeg rigtigt, er vi 16 fra kvarteret, som har været med til VM. Jeg har stort set spillet sammen med dem alle," siger han.

Her er spillerne, som startede karrieren i skøjtehallen i Samsøgade og deltog i VM: 
Søren Hjortshøj, Erik Stiller, Frederik Åkesson, Gorm Christiansen, Preben Sørensen, Palle Libak, Karsten W. Petersen, Peter Rasmussen, Heinz Ehlers, Carsten Pedersen, Ronny Larsen, Bo Nordby, Jens Carlsen, Henning Ludvigsen, Søren Huus og Per Viggo Jakobsen.

Per Viggo Jakobsen er i dag 67 år, er træner for sit barnebarn Magnus på ni år og følger med stor interesse Aalborg Pirates.

På landsholdet er han noteret for 79 kampe, og seks gange har han været med til VM: I 1977 i København, 1979 i Galati i Rumænien, 1981 i Beijing i Kina, 1982 i Jaca i Spanien, 1985 i Chamonix i Frankrig og 1987 i København. Fire gange har han meldt afbud på grund af skader.

"De største oplevelser var i Beijing og i de to turneringer i København. Der var 6.500 tilskuere til den afgørende kamp mod Italien i Forum i 1977. Mange gik forgæves. Vi spillede 2-2 og var ét mål fra oprykning til B-gruppen. Jeg var 19 år. Det var et nederlag, der gjorde ondt. Ti år senere i Brøndby-Hallen blev vi igen toer i C-gruppen. Her gav det oprykning. Det var en ære i mit sidste VM at være kaptajn for et hold med navne som Heinz Ehlers (hans VM-debut, red.), Jesper Duus, Jens Nielsen og Søren True," siger Per Viggo.

"I Beijing glemmer jeg aldrig den første kamp mod Kina. Vi tabte 1-5 for øjnene af 18.000 tilskuere. Næsten alle kom cyklende. Uden for hallen havde man verdens største cykelparkeringsplads. Hvordan tilskuerne kunne finde deres egne cykler igen er mig en gåde, men få minutter efter kampen var parkeringspladsen ryddet."

Per Viggos største oplevelse i den danske liga var AaBs første DM-guld i 1981. I den sidste kamp i Kostalden i Rødovre kunne "drengene fra Øgadekvarteret" nøjes med uafgjort. Og dét fik de med 5-5 i et højdramatisk drama, der druknede i tumult, da ellevilde nordjyske supportere væltede ind over banden.

De fleste havde ventet, at AaBs førstekæde med Frits Nielsen, Preben Sørensen og Per Viggo Jakobsen ville blive den største trussel mod tyrene, men det blev andenkæden, der stjal showet med hattrick af en normalt upåagtet Per Lydholm.

DIUs formand, Kai Lassen, måtte opgive at hylde de nybagte mestre på isen, så kaotiske var scenerne, men i omklædningsrummet kunne han gratulere spillerne for et fortjent mesterskab.

Den gladeste af alle supportere var en ung konstabelelev. Han ankom til Rødovre Skøjtehal klokken ét om natten for at være sikker på at komme ind og sov i kulden kun indhyllet i et tæppe. Klokken kvart i fire dukkede de næste op i køen.

I nøjagtig 12 timer ventede han, før porten blev åbnet. Hvad gør man ikke for at se sine helte i en drømmefinale. Mange kom i øvrigt slet ikke ind, så proppet var den berømte Kostald.

Per Viggo oplevede et andet højdepunkt, da han i 1988 blev kåret som "Årets Spiller". Alle havde ventet, at det ville blive guldvinderne Esbjergs stjerneback fra Tjekkoslovakiet, Radoslav Svoboda. OL-sølvvinder i 1984 i Sarajevo samt VM-guldvinder i 1985 og dobbelt sølvvinder. Det var dengang, at det var spillerne, der afgjorde sagen, men da stemmerne var talt op, var nordjyden Per Viggo Jakobsen en sensationel nr. 1.

I Gigantium hænger tre fredede trøjer, 27 Heinz Ehlers, 23 Frederik Åkesson og 13 Ronny Larsen. Det har undret denne signatur, hvorfor nr. 17 (Per Viggo Jakobsen) ikke også er et "retired number". Aalborg-drengen spillede med stor dedikation i byen i hele sit hockeyliv. Hvad mange måske har glemt, har han også været assisterende træner i to år for cheftræner Heinz Ehlers samt assist på U18- og U20-landsholdene.

I juledagene i 2006 - to uger før Frans Nielsens NHL-debut for New York Islanders - satte jeg fem danske All Star-hold. 80'ernes All Stars så sådan ud:

Målmand: George Galbraith. Backs: Jesper Duus og Michael Faber. Forwards: Jens Nielsen, Heinz Ehlers og Per Viggo Jakobsen.
Sådan så forsiden ud på DIUs kalender for 1988-89. Per Viggo Jakobsen som "Årets Spiller" i 1988.

SLUTSPILSBLOGGEN 5: Når otte sølle sekunder kan gøre en kæmpe forskel SønderjyskE modtager kommunalt sponsorat på 2,1 millioner kroner