Journalist Peter Fredberg skriver om B.T.s Gyldne Fløjte som torsdag uddeles for 40. gang
Malene Skovbakke skrev olympisk historie, da hun som den første danske ishockeydommer blev udtaget til OL i Vancouver i 2010 og var linjedommer i en semifinale og i bronzekampen hos kvinderne.
Selvfølgelig skulle pigen, der dømte i playoff i den mandlige danske liga, have B.T.s Gyldne Fløjte.
Jeg husker, at jeg i foråret 2010 under en kamp i Vojens (Malene var tilskuer), overrakte hende den gyldne fløjte og guldhjelmen fra Skatertown, og en glad og stolt Malene sagde:
"Det er næsten for godt til at være sandt. At få B.T.s Gyldne Fløjte og komme i selskab med de dommerkolleger, jeg altid har set op til, er en stor ære."
Malene Skovbakke havde en landsholdskarriere som målmand bag sig (17 landskampe), da hun blev spurgt, om hun ville dømme en juniorkamp. Og siden er det gået slag i slag. Inden OL-debuten havde hun været med til VM to gange, og i 2009 dømte hun finalen i Finland.
På grund af graviditet blev der sat en delvis stopper for karrieren i 2014, men nu er lysten så småt vendt tilbage.
"Jeg har altid været superaktiv. Ved siden af boksetræningen, som jeg har dyrket med stor glæde i mange år, har jeg også kastet mig over landevejscykling. Som 45-årig er jeg i bedre form end nogensinde. Hvis benene vil, som jeg vil, er det ikke udelukket, at jeg vil dømme igen. Jeg har stadig en stor passion for hockeyen," siger hun.
Historien om B.T.s Gyldne Fløjte startede i 1985, og på "Media Day" torsdag på Dansk Metals hovedkontor i Københavns Sydhavn uddeles den eftertragtede pris for 40. gang.
Topscorer på den imponerende liste er Asger Krog, som i 2013 fik sin fløjte nr. 6 Jeg tvivler på, at sønderjydens rekord nogensinde bliver slået.
Det er hoved- og linjedommerne i Metalligaen, der vælger årets dommer, så det er dommernes egen pris.
Guldfløjten siden 1985:
1985: Erik Bostrup
1986: Søren Simonsen
1987: Søren Helbo
1988: Tom Mouritzen
1989: Kent Kølvig
1990: Jens Erik Thorndahl
1991: Dion Slipper Christiansen
1992: Preben Jervild
1993: Preben Jervild
1994: Kent Kølvig
1995: Preben Jervild
1996: Søren Helbo
1997: Søren Helbo
1998: Bo Andersen
1999: Jens Christian Fossaberg
2000: Asger Krog
2001: Jacob Grumsen
2002: Asger Krog
2003: Casper Christensen
2004: Morten Folmer-Petersen
2005: Asger Krog
2006: Ronnie Jakobsen
2007: Asger Krog
2008: Alan Smith
2009: Jan Bigum
2010: Malene Skovbakke
2011: Asger Krog
2012: Jan Bigum
2013: Asger Krog
2014: Thomas Buchardt Andersen
2015: Jacob Grumsen
2016: Jan Bigum
2017: René Vejs Jensen
2018: Mads Frandsen
2019: Mads Frandsen
2020: Henrik Haurum
2021: Andreas Weise Krøyer
2022: Kenneth Nielsen
2023: Albert Ankerstjerne