Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles 4-1 (2-0, 1-1, 1-0): Lokalderby i Rødovre Centrum Arena tirsdag aften, hvor gæsterne havde medbragt en pæn mængde fans. Rødovre tørstede efter point, mens Herlev skulle ride videre på en god bølge.

Det viste sig, at Rødovre var det bedste hold på dagen. De rødblusede spillere leverede en flot kamp med fight foran eget mål og et par flotte scoringer, hvor Herlev blev fuldstændig sat. Flot comeback af Riku-Petteri Lehtonens mandskab efter sidste uges tre nederlag. Herlev havde deres chancer, men i dag var det Rødovre, der stod stærkest i banen.

Højt tempo fra kampens begyndelse, hvor begge hold havde deres fremstød. Emil Jidskog i Herlev-målet og Emil Jidskog hos Rødovre skulle i den grad være klar i buret, for pucken bevægede sig hurtigt rundt med flere scoringsmuligheder til følge.

Med otte minutter til pause røg Mads Eller og Magnus Molge ud i hver to minutter. Spillerne havde en infight, hvor Molges stav havnede i Ellers ansigt. Dommerne lod til at være sikre i deres domme, selv om Rødovre lod til at være utilfredse. Kampen kunne fortsætte i fire mod fire.

Og netop de færre spillere på isen skulle åbne op for Rødovres spil. Jonas Sass og Kim Johansson spillede et-to med hinanden, og så kunne Johansson lægge pucken ind fra venstre side tæt under mål. Flot mål og føring til hjemmeholdet.

Rødovre lod til at være oven på efter målet med endnu mere fart og gåpåmod. Det spillemæssige overtag endte med, at Rødovre via et flot opspil sendte backen Lasse Mortensen af sted i højre side. Han fik pucken og satte direkte mod mål, hvor han lagde den sorte gummiskive under Jidskogs stokhandske. Glimrende mål af Rødovre, der brød Herlevs angreb og gik den direkte vej mod målet. Tomålsføring til Rødovre, der sluttede perioden med dominans.

Det seværdige høje tempo fortsatte ind i anden periode, hvor især Rødovre viste målfarlighed. Samtidig blev der gået til stålet, men hvor begge hold holdt sig til den disciplinerede sti og undgik dumme udvisninger.

Herlev øjnede chancerne, og næsten halvvejs i anden periode fik gæsterne også reduceret ved Magnus Povlsen. Han styrede en puck fra Niklas Tikkinen, og Matt O’Connor var prisgivet i målet. Jubel hos gæsternes fans og en helt åben kamp.

Rødovres anden udvisning i kampen tilfaldt også Mads Eller, og også denne gang var det for roughing. Det lignede dog, at hans modpart skulle have været samme vej for at holde Ellers stav. Herlev i et ærgerrigt powerplay, men hjemmeholdet klarede frisag.

Kort efter kunne Rødovre øge til 3-1 ved Matthias Asperup. Tyrene havde pucken i Herlevs zone, og angrebet endte med, at Asperup uassisteret lagde pucken ind via Emil Jidskogs ryg fra en spids vinkel. Intense minutter i arenaen, hvor Herlev ellers kort forinden øjnede en udligning.

Herlev skabte stor chance mod slutningen af perioden, men Matt O’Connor lavede flot redning med den ene skinne.

Herlev bedst fra land i tredje periode, hvor Niklas Tikkinen havde forsøg på stolpen. Gæsterne fik også muligheden i powerplay, men Rødovre bed fra sig og levnede ikke meget ro til organiseret spil.

Kampen igennem havde der været tænding og god fart. Fin underholdning, og kampen var langt fra forbi, da kampuret rundede halvdelen af perioden. Hjemmeholdet havde en del mere plads at boltre sig på i modsætning til søndagens nederlag mod Esbjerg. Hurtige pasninger og kreativitet havde åbnet op for Rødovres chancer.

Det var imidlertid Herlev, der dominerede matchen i denne fase i jagten på en reducering. Meget spil i Rødovres zone, men uden at gæsterne helt kom til fadet.

Kampens afgørelse lod til at falde med seks minutter igen, da hjemmeholdet var i overtal. Steffen Klarskov sendte pucken ind til Nicklas Carlsen foran mål, og med en præcis styring sendte han pucken bag Emil Jidskog. Vel udført og Rødovre var foran med tre mål.

Herlev kom ikke i nærheden af reducering herefter, og Rødovre sikrede dermed en sejr på 4-1 over lokalrivalerne. Helstøbt indsats af hjemmeholdet, der fik hevet niveauet op i forsvaret, og hvor angrebet leverede fornemme scoringer. Og så stod Matt O’Connor en fin kamp i målet.


VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre Mighty Bulls-Herlev Eagles VIDEO: På bustur med Frederikshavns fans