Det var bestemt ikke ufortjent, at Aalborg vandt kampen.
Sådan lyder Nikolaj Rosenthals bundærlige vurderingen efter topkampen i Metal Ligaen i aftes i Bentax Isarena, som hjemmeholdet endte med at vinde med 6-3.
- De trak fra i slutfasen med et par lidt tilfældige spilvendinger, men de er også bare skarpe i de momenter, må man sige. Spillemæssigt var det ganske jævnbyrdigt i store dele af kampen, vurderer Rosenthal.
Han var gennemgående ikke helt tilfreds med Rungsteds indsats.
- Til tider i orden, men så heller ikke bedre. Overall synes jeg, de overmatcher os i de fleste facetter af spillet. Vi skal være bedre til spillet hjemad i banen og spillet uden puck. Det skal vi have på plads meget snart, hvis vi skal blive i toppen. Vi kunne godt have fået point med fra Aalborg, men i aftes fortjente vi det ikke.
I er 10 point efter Aalborg efter tirsdagens kamp. Er førstepladsen ”rendt af sted” nu?
- 10 point er meget. Jeg tror ikke, vi skal have så meget fokus på det forspring, men tænke på vores egen præstation og hvordan vi kan blive bedre kamp for kamp. Så må vi se, hvor langt, det kan bære os fremad.
Hvad gør det så svært at hente point i Aalborg? De står med maksimumpoint hjemme efter ni kampe.
- De har en god hjemmebane og et stort publikum. Man må bare sige, de rider på en bølge lige nu.
De har en god hjemmebane og et stort publikum. Man må bare sige, de rider på en bølge lige nu.