Nordsjællænderne er stærkt svækket til kampen i morgen i Vojens

Rungsted Seier Capital manglede på et tidspunkt 10 spillere i den seneste kamp mod Esbjerg, og de seneste to kampe har budt på voldsomme lussinger til de forsvarende sølvvindere.

2-9 mod Odense blev fulgt op af 2-7 mod Esbjerg i en kamp, hvor Mattias Persson udgik og man faktisk frygtede en noget længere pause til den rutinerede svensker.

Men heldigvis for Persson og Rungsted gik ikke så slemt som forventet, siger direktør for Rungsted Seier Capital, Thomas Friberg. - Hvis hans positive fremgang fortsætter, venter vi ham tilbage i løbet af et par uger, siger Friberg.

Persson er som bekendt ikke den eneste, der er skadet for Rungsted. Nordsjællænderne mangler minimum syv-otte mand på isen - og formentlig også fredag - netop nu.

Begge målmand - Wallin og Grubak - er ude med skader, men Thomas Friberg håber på at enten Wallin eller Grubak bliver klar.

- Det er næsten en ”time til time”-vurdering, vi foretager. Begge vores målmænd burde være tæt på at være klar, så vi læser hele tiden situationen, samtidig med, at vi kigger på mulighederne, lyder det fra Rungsted-direktøren.

På backerne mangler Tim Daly, Malte Setkov og Mathias Røndbjerg, mens Jacob Gammelgaard er tæt på at vende tilbage. I angrebet mangler Frederik Bjerrum, Nick Moutrey og som skrevet ovenfor: Mattias Persson.


VIDEO: William Rørth efter Rødovre-Esbjerg HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Rødovre-Esbjerg