Rungsted er brandvarme og fortsætter opad i tabellen efter 5-2-sejren i aften

Rungsted Seier Capital-Frederikshavn White Hawks 5-2 Herlig underholdende match mellem Rungsted og Frederikshavn fredag aften i Bitcoin Arena. Rungsted endte som sejreherre, men de fik god hjælp af et udisciplineret Nordjysk udehold, der i sær itredje periode tog mange unødvendige udvisninger. Anders Poulsen blev den store helt for hjemmeholdet med to mål og en assist i kampen, der endte med en hjemmesejr på 5-2. 

Hjemmeholdet lagde fra land med fart på skøjterne og fik lagt et fint tryk på gæsterne der dog som perioden skred frem selv kom bedre med i kampen og derfor endte tilskuerne med at få en ganske lige og seværdig første periode hvor både Tadeas Galansky og Thomas Lillie måtte tage arbejdshandskerne på.

Frederikshavn bragte sig på 1-0 lidt over midtvejs i første periode på en kontra, hvor Dane Fox afsluttede ved at svirpe pucken op i toppen af målet.

De midterste tyve minutter blev i mere udpræget grad domineret af hjemmeholdet, især fordi Rungsteds effektivitet var imponerende. Allerede efter lidt over et minut af anden periode fik Rungsted udlignet gæsternes føring ved Anders Poulsen, der styrede en knaldhård Mattias Persson-pasning i mål.

På trods af det hurtige mål i mod fortsatte den lige match i den første halvdel af anden periode, lige indtil Rungsteds tredjekæde fik lagt et fornemt pres, som skabte plads på blå linje til Bertram Jelert, der sendte et skud mod mål, som Lucas Andersen styrede i mål til 2-1.

Frustrationerne var til at få øje på hos enkelte frederikshavnere og med fem minutter igen af perioden begik Mathias Mølgaard, hvad man må betegne som en unødvendig udvisning, da han tacklede en Rungstedspiller efter fløjten havde lydt. Forseelsen skabte naturligt nok en reaktion fra hjemmeholdets spillere, der fik sendt en mand med i udvisningsboksen. Mølgaard fik fire minutter og Juuso Pulli to minutter.

Godt et minut efter dobbeltudvisningen blev Rungsteds supertekniker Mattias Persson ramt en meget klar slashing udvisning. Fire mod fire, da to af udvisningerne var udlignet.

Frederikshavn fik med udløbet af Mølgaards udvisning muligheden i powerplay, men i stedet blev det Rungsted som stak afsted i en tre mod en-situation og tilmed med en afventende White Hawks udvisning i baghånden kunne der satses på fulde gardiner i opløbet.

Gustav Green satte Frederik Høeg op, som let kunne first time pucken i mål til 3-1 - i undertal.

Målet var naturligvis en mavepuster for gæsterne, der ikke gjorde det lettere for sig selv, da et opspil blev trevlet op af Rungsteds svenskerkæde, der prompte satte tryk på. Frederikshavn endte ude af balance og derfor stod Mario Lucia helt fri foran mål, dog med ryggen til, hvor han forsøgte en hurtig vending for at sætte pucken ind bag Galansky, vendingen mislykkedes og i stedet strøg pucken over til en helt fri Persson på bagerste stolpe der trykkede den løse puck ind til 4-1.

Kollaps fra gæsterne der de sidste fem minutter af anden periode ikke så gode ud i udstråling og indsats.

Nede med tre mål inden tredje periode, skulle der ske noget fra udeholdet, og de fik et hurtigt mål fra landsholdaktuelle Christoffer Frederiksen, der på egen hånd fik pucken ind bag Thomas Lillie til 4-2. Måske en lille livline til gæsterne?

Rungsted fik dog rystet reduceringen af sig og i stedet rendte Frederikshavn ind i fire udvisninger de sidste ti minutter, hvilket fuldstændig fjernede muligheden for et comeback, og kampen blev endeligt lukket med Anders Poulsens andet mål i kampen, i øvrigt på endnu en styring foran mål til 5-2, vel at mærke i mens hjemmeholdet var i overtal.

Frederikshavn havde sig selv at takke for at det ikke blev til mere, da de faktisk spillede en ganske fin kamp, men i sidste ende var det de mange udvisninger som tog pusten fra de nordjyske høge. Rungsted derimod fortsætter deres hot streak og rykker nu op på Metal Ligaens tredjeplads efter Sønderjyske måtte se sig slået af Herlev.


Herning Blue Fox udklasserede Odense 7-0 i bundopgøret Topholdet stoppet af outstanding William Rørth