Rungsted Seier Capital-Esbjerg Energy 7-3 (3-2,4-0,0-1) Da Rungsted og Esbjerg senest spillede i Concordium Arena, var kampen nærmest afgjort, før den var begyndt.
Esbjerg scorede dengang fire mål inden for de første fire minutter og endte med at vinde med hele 9-4 i Concordium Arena.
I aften var det vestjyderne, der fik ørerne i maskinen af Rungsted, der endte med at vinde sikre 7-3 på hjemmebane - ikke mindst på grund af et hamrende effektivt powerplayspil.
Først skulle Esbjerg dog bringe sig foran 1-0 ved Grayson Downing i en livlig første periode, der bød på hele fem scoringer.
Den næste var et fremragende powerplay-mål ved Steve Whitney, og da ingen gad dække Morten Jensen op, tog Rungsted-backen med de vestjyske aner bare turen ned gennem midten af banen og scorede stille og roligt til 2-1. Marco Roy gjorde det til 3-1, inden Philip Schultz reducerede i powerplay til 3-2.
Det var afslutningen på de første 20 hektiske minutter. Tempoet faldt ikke i anden periode, hvor Gordie Ballhorn tog en fem minutters-straf for en elbowing. Det udnyttede Whitney og Victor Cubars til at brage to mål ind for Rungsted, og som om det ikke var nok, tog Jeff King kort efter en roughing-udvisning.
Det yderst velspillende og farlige Rungsted-mandskabet fortsatte med endnu et powerplay-mål, som var signeret Ludvig Elvenes.
Det blev også 7-2, da Victor Cubars fik en friløber og satte pucken stensikkert ind efter et par gode finter. Sikke en anden periode af hjemmeholdet, der i den grad begejstrede publikum og uden problemer kørte den tredje sejr på stribe hjem i tredje periode.
Rasmus Bjerrum fik reduceret, men Grubak holdt ellers gæsterne stangen på glimrende vis, og hjemmeholdet kunne igen juble. 17 mål og ni point i tre kampe er ikke så tosset. Rungsted har lige nu kurs mod kampen om top fire-placeringerne.