Et afbudsramt Aalborg-hold kunne ikke holde trit i Bitcoin Arena

Rungsted Seier Capital-Aalborg Pirates 5-2 (0-1,3-1,2-0) 

DM-finale-revanche i Bitcoin Arena, hvor gæsterne måtte undvære hele fem angribere og er kommet ind i en skadeskrise på det værst tænkelige tidspunkt af sæsonen.

Continental Cup-finaleserien står foran Aalborg i den kommende weekend og derefter følger slutspillet og i samme øjemed skal Aalborg altså passe på førstepladsen i grundserien. 

Det gjorde gæsterne i Bitcoin Arena i aftes til midt i kampen. Fem mod tre i første periode blev udnyttet af Mikkel Højbjerg og en Jeppe Jul Korsgaard, der virkelig er godt kørende for øjeblikket satte 2-0-målet efter sløset Rungsted-spil i egen zone. 

Der var spillet 31 minutter af kampen, da 758 tilskuere bevidnede starten på et stærkt comeback af hjemmeholdet. Udvisningerne begyndte at rulle ind hos gæsterne, og det blev udnyttet til 1-2-scoringen.

Tim Daly afsluttede en række fine kombinationer op gennem banen og kort efter smed Morten Jensen 2-2-målet ind for hjemmeholdet, da han satte et skud over i modsatte hjørne efter et rush op gennem højre side af banen.

Rungsted leverede endnu engang pasningsspil af høj kaliber, da Daniel Madsen scorede 3-2-målet inden pausen, og samme Madsen - der har spillet en stor sæson - stod også for 4-2-scoringen, da han fik gravet en puck ind bag Sørensen i Aalborg-målet. 

Det var reelt afgørelsen på kampen mod et Aalborg-hold, der ikke havde mere at stå imod med. Nichlas Hardt satte 5-2-scoringen i tomt bur og Rungsted ligner vel stadig et hold, der virkelig kan skabe ravage i slutspillet. 

Aalborg skal slås for førstepladsen og en kvartfinale mod et Herlev-hold, der er mindst lige så hårdt ramt af skader som nordjyderne lige nu. Derfor er den resterende del af grundspillet også af højeste karakter i vigtighed for Pirates. 

 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Rødovre Mighty Bulls VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-Frederikshavn