En potentiel DM-fest på søndag på hjemmebane.
Det spiller Aalborg Pirates for i morgen aften i Bitcoin Arena, og selv om nordjydernes spillere formentlig er blevet forbudt at tale om det, tænker de formentlig på, at det kunne være ret fedt at hænge ud med hjemmepublikummet søndag aften og nat i arenaen og midtbyen. Men hvordan kommer det så vidt? Hvordan og hvorfor vinder Aalborg kampen mod Rungsted fredag aften og sikrer sig den forjættede matchbold?
Onde tunger siger, at Aalborg-ishockeyen kun vinder guld hvert 37.år. Der går dog næppe så lang tid denne gang. MEN - vi skal tilbage til 2018 for at finde det seneste Aalborg-guld, og i disse tider, hvor Pirates spiller med i toppen hver eneste sæson, er det faktisk længe siden. Så de nordjyske spillere er sultne. Meget sultne.
Både dem, der var med sidste gang, og de spillere, der tabte finalen i fjor. Aalborg er oppe imod et Rungsted-hold, hvorfra mange spillere allerede har vundet to gange guld og måske godt kan leve med at tabe i denne sæson. Sulten kan derfor være størst hos Aalborg-spillerne.
Fordi Rungsted ikke kan styre Aalborgs "totalhockey": Der er en ting, jeg elsker at se, når Aalborg spiller ishockey. Det er når nordjyderne tager alle spillere med i kombinationerne.
Det er ikke nødvendigvis totalt offensive backer, der spiller for Aalborg, men de er dygtige til at gå med frem og bytte plads med angriberne og dermed skabe forvirring hos modstanderen. Lasse Bo Knudsen er bedste eksempel på en mand, der er forvandlet fra en defensiv back til en pludselig potentielt målscorende back.
Fortsæt med at spille bredt. Aalborg Pirates-bredden manifesterede sig tungt i tirsdags. Det blev 8-1 til nordjyderne og målene blev leveret af otte forskellige spillere. Aalborg har fire angrebskæder, der potentielt alle kunne være første- eller andenkæde på alle andre hold i Metal Ligaen, og har måske lige lidt mere at skyde med end modstanderen i finalen.
Powerplay-spillet skal også levere under pres: Nok scorede Pirates tre gange i powerplay mod Rungsted tirsdag. Men det var altså til 5-0, 6-0 og 7-0 og først på den tredje Rungsted-udvisning. Kommer mulighederne tidligt i kampen i morgen, skal de udnyttes - ikke først, når modstanderen er nede.
Sørensen på stikkerne. Der er ingen tvivl om, at George Sørensen har været en af de bedste og mest konstante målmænd i Metal Ligaen. Men i finaleserien har han endnu en storkamp til gode. Hans hidtil bedste kamp var 3-1-sejren over Herlev i kvarten. Bliver det fredag, han leverer en storkamp i finaleserien?
Undgå de kostbare fejl. Anders Koch ved det godt selv. Hans fejl i Bitcoin Arena for nylig kostede dyrt og to ud af tre scoringer. Koch kan sagtens fortsætte med at være kreativ, men omtanken skal lige være en tand større. Og giver han den melding videre til kollegerne, har Aalborg gode chancer for at vinde finale 4.
Spellings magi: "Den gamle Spelling" er tilbage for Aalborg. Elegance, skudstyrke, målfarlighed. Pt. Pirates farligste spiller og uhørt giftig. Ham skal Rungsted holde øje med. I den grad.