Kampstart 17:30 i Sparekassen Danmark Isarena

Det er 10 dage siden, Aalborg Pirates senest var i aktion i Metal Ligaens slutspil.

Nordjyderne træder i aften igen ind i turneringen med den første semifinale mod Odense Bulldogs, og nøjagtig som i kvartfinalen, står det homogene Aalborg-hold som stor favorit. 

Ikke kun på grund af placeringen i grundspillet, men også fordi nordjyderne har haft utrolig godt fat i Odense i indeværende sæson.

Pirates har vundet samtlige fem opgør mod Odense, og har i de fleste kampe gjort det fuldstændig uden problemer. Odense har haft problemer med at fange de spilstærke Aalborg-spillere, der ganske enkelt har spillet med en hurtighed både i spil og på skøjter, der har givet fynboerne problemer.

Så der har stensikkert været arbejdet hårdt i det taktiske rum hos Odense-træner Paul Thompson siden fynboernes sejr i kamp 7 mod SønderjyskE fredag aften. Der skal findes måder at stoppe den aalborgensiske angrebsbølge.

Ole Nielsen, Odense-direktør, har et stort kendskab til begge organisationer og hold, da han til dagligt er bosiddende i Aalborg og i øvrigt er tidligere direktør i AaB Ishockey. Han vurderer serien således i Fyens Stiftstidende.

- Aalborg har på grund af den stærke økonomi en stærk og bred trup med mange profiler, men vi vil da gå efter at vinde serien, men Aalborg er naturligvis på den lange bane storfavorit. For vores serie i kvartfinalen med syv kampe har har sat sine spor i spillerne. Det var alle hårde kampe, hvor man måtte give alt, og jeg var dybt imponeret over, at spillerne var i stand til at finde kræfterne og på den måde sende nummer to i grundspillet.

- Jeg er spændt på, hvordan spillerne fremstår tirsdag efter den belastning, men omvendt fik vi de seneste uger minimeret antallet af skader til en spiller, og vi kunne for første gang i sæson stille i stort set stærkeste opstilling, så vi kunne se, at vi har udviklet et stærkt hold, siger Ole Nielsen til avisen.

Begge hold trådte op med fire kæder i kvartfinalerne helt til slut, og kigger man nedad i opstillingen, så får vi altså en fjerdekædeduel mellem Simonsen, Topholt og Lukas Bach, der skal matche Emil Marcussen, Martin Højbjerg og Jonas Jakobsen. 

Tredjekæderne hedder Virtanen, True og Hardarson kontra Ladehoff, Skinnars og Mikkel Højbjerg.

Skvorcovs, Mølgaard og Tanus skal op mod Steman, Romig og Spelling, mens Ehlers, Piipponen og Cip rammer Jakobsen, Kabanov og Jul Korsgaard i de førstekæder, der var udgangspunktet i kvartfinalerne.

På backpladserne matchede Odense-træner Thompson Martin Larsen, Ales Sova, Mark Auk og Nicolai Weichel stenhårdt, og det bliver spændende at se, hvor meget han bruger Kamph og Schou i den første kamp i aften. Aalborg manglede både Charlie Curti og Ian Edmonson i den sidste kamp mod Herlev og havde derfor Jonas Wilquin inde som sjetteback. 

Skader/karantæner: Aalborg kan være heldig at få trukket både Patrick Bjorkstrand og Pierre-Olivier Morin ind i opstillingen, hvilket vil give nordjyderne endnu flere strenge at spille på. Ian Edmonson og Charlie Curti sad ude i den sidste kamp mod Herlev. Curti har endnu ikke spillet slutspil. Odense var kun uden Mikkel Hansen i serien mod SønderjyskE.

Det forventer vi: At Aalborg vil forsøge at sætte pres på Odense fra start med tempo og måske forsøge at udnytte, at fynboerne kunne have lidt trætte ben og kroppe. Odense vil forsøge at spille på omstillinger og fortsat udnytte powerplay-mulighederne, når de opstår. Alt ud fra den kompakte og disciplinerede defensiv, som Bulldogs også spillede kamp 7 i Vojens med.

Hold øje med: Spændende målmandsduel mellem Sørensen og Perhonen, der begge stod forrygende i kvartfinalerne. Sørensen spillede fremragende især i den tredje kamp mod Herlev, mens Perhonen i slutspillet har fundet et niveau, som er langt over det, han viste i grundspillet. 

Statistikken: Sebastian Ehlers står med 5 point i de fem kampe mod Aalborg i grundserien og har med -2 i plus/minus-statistikken også en af de mere hæderlige statistikker mod aftenens modstander. Kirill Kabanov og Tobias Ladehoff har været Odenses to "mareridt" - begge står med 9 point i de fem kampe, Tobias Ladehoff med +10 i kampene mod Bulldogs. 

Serietip: Odense viste en enorm "stamina" mod SønderjyskE og kommer også til at presse Aalborg langt mere end i de indbyrdes kampe i grundspillet. Det er vigtigt for fynboerne at komme fra de to første kampe med en enkelt sejr i regnskabet. I længden tror undertegnede på, at Aalborgs bredere trup og større erfaring med afgørende serier kommer nordjyderne til gode og giver en seriesejr på 4-1 eller 4-2. Men kun med respekt for "vilde Odense", der nu har fået en enorm selvtillid og ramt en gruppe af spillere, der står sammen i alle situationer. 

 


SEMI-OPTAKT: Esbjerg Energy-Rungsted Seier Capital UGENS HOLD: To kampe og Odense har fem mand med