Normalt er de første træningskampe frem mod VM en stille og rolig affære, men i aftes i Odense var der helt andre vibrationer i kampen mellem et dansk hold, der var en blanding af fremadstormende unge spillere og spillere med OL-turneringen i Beijing i relativ frisk erindring.
Det blev nemlig en yderst intens affære mellem et dansk hold, der kæmpede til det sidste for at holde en smal føring, og et finsk mandskab, der absolut ikke ville tabe kampen i Odense mod de danske underdogs.
DER ER KAMP MELLEM DE TO NATIONER I DAG IGEN I RØDOVRE - KØB BILLET HER
Finland kom med et mandskab med 14 olympiske guldvindere. Finnernes landstræner Jukka Jalonen havde efter sigende stillet kravet til sine spilere om, at der ikke ville blive givet VM-billetter ud, hvis ikke man er med fra start i fasen frem mod VM, som altså spilles i Tampere og Helsinki i næste måned.
Derfor kom finnerne altså med noget, der lignede stærkest mulige mandskab, bortset fra de spillere, der stadig spiller klubhockey rundt omkring i Europa og var naturligvis storfavorit.
Inden kampen vurderede landstræner Heinz Ehlers, at Danmark ville komme arbejde hårdt i egen zone i det meste af kampen, og det blev også tilfældet.
Men inden det overhovedet var kommet så vidt, stak danskerne som bier.
I første skift kom Mathias Bau af sted på kanten og fandt Oliver Larsen inde foran mål. Danmark var foran 1-0, og tilskuerne havde knapt fået flagene fra den flotte indgangstifo ned under stolene igen.
Finnerne pressede på anført af en hyperskarp A-kæde med Sakari Manninen, Teemu Hartikkainen og den lille - men meget agile - Petrus Palmu. Emil Erholtz udlignede i powerplay og alt gik igen efter den finske plan.
Malte Setkov ville det anderledes. Han tog chancen fra blå linje og plaffede et skud ind til 2-1. Danmark kunne gå til første pause med en overraskende føring.
DER ER KAMP MELLEM DE TO NATIONER I DAG IGEN I RØDOVRE - KØB BILLET HER
Anden periode kan beskrives ganske kort: Finland pressede, Danmark scorede. De rød-hvide arbejdede heroisk i forsvaret og især var det imponerende, at de nye(re) spillere i truppen i den grad bød ind på Heinz Ehlers' mand/mand-system, der kræver enorm koncentration, stor kommunikation og hidsigt skøjteløb.
Danskerne var effektive, da chancen bød sig. Lucas Andersen fik pucken til højre for målet og ventede tålmodigt på klubkammeraten fra Frederikshavn, Nikolaj Krag-Christensen. Andersen lagde en perfekt tværpasning og Krag-Christensen eksekverede.
3-1 til Danmark efter anden periode.
Det var en fornøjelse at se det finske klassemandskab agere. Var man i Odense, kunne man iagttage finnernes fremragende skøjteløb og spilforståelse på nærmeste hold, og det var også logisk og fortjent, at Petrus Palmu reducerede i powerplay.
3-3-målet kom med det yderste af de finske skøjteklinger. Klassespilleren med nummer 70, Teemu Hartikainen, fik en pasning på tværs som han tævede op i nærmeste hjørne til udligning kort før tid, da finnerne havde tomt bur.
Dermed overtid, som forblev uden mål, inden en omgang straffeslag, hvor Mathias From og Mathias Bau forvandlede for Danmark. Desværre passerede finnerne Frederik Dichow tre gange og vandt altså kampen.
Uanset den finske sejr var det en herlig forestilling, som gentages i dag i Rødovre klokken 15. Men kom tidligt. Der er masser af gode aktiviteter inden matchen.
DER ER KAMP MELLEM DE TO NATIONER I DAG IGEN I RØDOVRE - KØB BILLET HER