En ganske sjælden hændelse indtraf i går i anden periode i Herning, hvor Blue Fox-målmand Simon Nielsen fik en forskrækkelse, da han "gennem sin målmandshjelm" fik en stav i øjet.
Det var fra Esbjerg-spilleren Valdemar Ahlberg, der inde foran mål havde sin stav så højt oppe, at den på en eller anden måde sneg sig ind "forbi" Simon Nielsens gitter.
Nielsen måtte sunde sig, satte sin kontaktlinse på igen og meldte sig klar. Alligevel blev han til egen undren sendt ud til tjek, mens Ahlberg slap for en udvisning for høj stok.
- Det var en grotesk hændelse, som jeg heldigvis aldrig har oplevet før. Jeg blev selvfølgelig bekymret for mit syn. Og om øjet havde taget skade, sagde Simon Nielsen til Herning Folkeblad efter kampen.
- Med mindre mit øje hæver op i de kommende timer, tror jeg, at jeg er sluppet billigt fra den her ubehagelige oplevelse, lød det fra Simon Nielsen til avisen.