Første aften i slutspillet levede HELT op til forventningerne

Jeg vil vove at påstå, at du får byens bedste kebab i Odense nede ved Mango.

Det mellemøstlige supermarked i Bolbro, tæt ved skøjtehallen, huser både et hav af eksotiske frugter, halalslagtet kød og ikke mindst Pizza Station, som er stedets kebab-bar. 

Rullen er perfekt: masser af salat, creme fraiche dressing, godt med kebabkød, løg, tomater. Og så lige to minutter i panini-maskinen, inden der bliver serveret - naturligvis med et godt stænk af hvidløg og chili. 

Vi var der lige inden den første playoff-kamp mellem Odense og SønderjyskE i aftes. Skal du til hockey på Fyn, kan jeg kun anbefale dig at slå et smut forbi Mango og Pizza Station. Alternativet er naturligvis den gedigne ribbenssandwich oppe i forhallen i Odense. Den hører stadig til blandt Metal Ligaens bedste kulinariske oplevelser.

Jeg gætter på, at der blev solgt mange ribbenssandwicher i går. Og drukket mange øl. Og bidt mange negle. 

For kampen mellem Odense og SønderjyskE bød os - vi var 2155 tilskuere - på en fuldstændig vild omgang hockey, hvor momentum bølgede frem og tilbage og hvor kampen blev krydret med nogle helt formidable. 

Mit udsyn fra lægterne var perfekt i slutningen af første periode, da Joseph Jonsson blev ved at signalere: Gi' mig pucken, så hugger jeg den ind. 

Da han til sidst fik pasningen fra Oskar Drugge, så hamrede Jonsson pucken knastørt op i højre hjørne, uden at Niklas Lundström overhovedet nåede at se den. Sådan en one-timer - eller first-timer - er noget af det flotteste i ishockey. Og det skud var altså millimeterpræcist.

Odense ville også være. Det er underdrivelse at påstå, at fynboernes powerplay fungerede fredag aften. Hele FEM ud af syv mål blev scoret af Bulldogs i powerplay. En helt skør statistik. 

5-2-målet var en sand perle. Prapavessis passede til Thelin i venstre side af banen. Thelin lagde den direkte over til Kim Nieminen, der uden at stoppe pucken fandt Radim Piroutek inde foran mål. Piroutek stødte skiven stille og roligt gennem benene på Pettersson. 

Det var ren klap-klap-hockey fra Odense, der efterlod hjemmeholdets publikum i ekstase.

Den kamp havde simpelthen alt: David Madsen og Malte Setkov i nævekamp. Odenses gigantiske anden periode med fem mål. SønderjyskE's næsten-comeback, beviset på stor, stor moral. Og så den sitren på tilskuerpladserne, der hører playoffs til.

Man kan mærke, at Odense vil noget i slutspillet i år. Det er næsten et krav fra folket på lægterne efter det flotte grundspil. Og man kan mærke, at SønderjyskE uden Svejstrup og Pelletier graver dybt og fighter for hver eneste puck og rigtig gerne vil irritere de fynske favoritter. 

I morgen kører jeg til Vojens ved middagstid for at kommentere kamp to. Det sitrer allerede lidt.

Jeg vil nøjes med en frankfurter med brød som opvarmning. En kebab om ugen er nok. 

Hvad ellers fredag aften?

Stærkt at holde nullet af David Grubak i Rungsted-buret, dårlig disciplin hos Herlev, som Herning straffede tungt og et skuffende Esbjerg-hold, der var bagud 0-6 i Aalborg efter to perioder. Sidstnævnte også et bevis på, at Aalborgs angreb er rigtig, rigtig stærkt, hvis alle spillere leverer. Det gjorde de fredag aften.

Kamp to er altid vigtig: Det er her de fire underdogs har muligheden for at slå igen og spille sig tilbage i serien. Taber de, ser det til gengæld vanskeligt ud. 

Et par eksempler på, at et stort nederlag i første kamp ikke nødvendigvis er en katastrofe.

I 2007/08-sæsonen vandt SønderjyskE 6-0 over Frederikshavn i den første kamp i Vojens. Frederikshavn vandt semifinaleserien med 4-2 og spillede sig i øvrigt i finalen fra en ottendeplads i grundspillet.

Samme sæson i kvartfinalen vandt Herning med 10-1 i den første kamp over hedengangne Totempo HVIK, som slog igen ved vinde de tre næste kampe. Til gengæld leverede Herning et tilsvarende comeback og endte med at vinde 4-3 i kampe over Jesper Duus og co. Herning slog Frederikshavn i finalen. 

Så budskabet til de fire tabere fredag aften:

Intet er umuligt, for den der bærer viljen i sit hjerte, som Thomas Mygind vist nok sagde det engang i Fangerne på Fortet. 

God ishockeysøndag derude. Det bliver endnu en dramatisk dag i vores elskede slutspil! 


LYNOPTAKT: Søndagens fire kvartfinaler RUNGSTED perfekt fra start i tæt slutspilsoptakt