Odense Isstadion har fået nyt navn. Fremover vil arenaen hedde VinMedKant Arena.

Der var dækket med kold rosé, da Odense Bulldogs i eftermiddag lancerede sin nye arenasponsor. VinMedKant Arena kommer stadion i Odense til at hedde i den kommende sæson – og sandsynligvis også i en sæson mere. Det afslørede direktør Allan Hoffmann fra Bulldogs sammen med VinMedKant-indehaver Ulrik Rønlev klokken 13 på et pressemøde. 

Det foregik under et nyt og nydeligt skilt, der altså signalerede gode vin-tider i Odense og samtidig også en økonomisk indsprøjtning til Bulldogs.

Derfor lagde direktør Allan Hoffmann heller ikke skjul på sin glæde over sponsoratet. 

– Vi kommer fornuftigt ud af den her sæson med et overskud, der kunne ligne noget omkring 250.000 kroner – uden at jeg vil holdes op på det nøjagtige beløb. Men der er også et økonomisk incitament i den nye arenaaftale, der hjælper til i en fortsat god  økonomisk udvikling. 

– Det er fantastisk for opbakningen til Odense Bulldogs og for ishockeyen på Fyn, at Odense Isstadion nu igen får et sponseret arenanavn. Vi er glade for, at VinMedKant øger deres engagement i vores flerårige samarbejde. Og vi er glade for den anerkendelse af det gode samarbejde blandt sponsorerne i vores erhvervsnetværk, som er en tungtvejende årsag til, at Ulrik Rønlev har valgt at øge sit engagement med
Odense Bulldogs, sagde Allan Hoffmann. 

Fine signaler sendt ud over ishockeyen i Odense, hvor Ulrik Rønlev også var vældig glad for den nye aftale. Han og hans partnere kaldte tonen i erhvervsnetværket i ishockey “hyggelig og uformel”, og man falder ganske enkelt mere i snak omkring en ishockeykamp end som fodbold- eller håndboldpartner, konstaterede VinMedKant-manden.

– I forbindelse med en ny strategi for VinMedKant, som bl.a. indebærer en ny detailstrategi, har vi derfor valgt at udvide samarbejdet med Bulldogs og benytter os af den mulighed, der er for øget eksponering af vores virksomhed i forbindelse med arenasponsoratet. For vores kommende nye strategi, er det vigtigt, at vi får øget kendskabet til vores firma og vores produkter, og samtidigt vil vi gerne bakke op om ishockeysporten og Odense Bulldogs og dermed signalere vores lokale forankring, sagde Ulrik Rønlev.  


KRISTIAN JENSEN fortsætter i Frederikshavn Kommende overskud og optimisme i Odense