SønderjyskE glæder sig over at hente talentet med de nordjyske rødder

Albert Schioldan er nu officielt på kontrakt i SønderjyskE, hvor han spiller i den kommende sæson.

Det skriver SønderjyskE i en pressemeddelelse, hvor Schioldan præsenteres således: 

Det er med meget stor sandsynlighed ikke kun Sønderjyske Ishockey, der har haft et af Danmarks store ishockeytalenter i kikkerten. Han er nemlig et uomtvisteligt talent, hvilket de mange udtagelser og kampe på forskellige ungdomslandshold, og senest A-landsholdet, da også vidner om.

Efter fire sæsoner i det fantastiske talentudviklingssystem i den svenske SHL-klub, HV71, skal Albert Schioldan nu vise sig frem i den danske Metal Liga og i lyseblåt hos Sønderjyske Ishockey. Til stor glæde for Casper Stockfisch:

– Jeg har selv i to sæsoner, tilbage i årene 2011-2013 været en del af talentsystemet i HV71, og har fortsat gode venner og kontakter i klubben. De er utrolig dygtige i arbejdet med de unge mennesker.

Vi har fulgt Schioldan og hans flotte udvikling ”hinsidan” i flere sæsoner, hvor han er blevet virkelig godt skolet. Han er ikke fyldt tyve år endnu, men alligevel er han allerede meget moden i sit spil.

Han er den perfekte kombination af hårdt arbejde og mål, hvor han har et exceptionelt godt skud, siger Casper Stockfisch.

Adm. direktør Klaus Rasmussen er også meget tilfreds med signingen af stortalentet:

– Ja, vi er både glade og stolte over, at Albert Schioldan valgte Sønderjyske som næste skridt på en virkelig spændende udviklingsrejse. Han er dygtig i Special Teams, han har en stærk motor, og kan på en elegant måde sætte modstandernes defensive spillere af i 1:1 situationerne. Vi glæder os til at slippe ham løs i Sydjysk Sparekasse Arena, hvor han med sikkerhed kommer til at henrykke vores fans og sponsorer, understreger Klaus Rasmussen.


OPTAKT - VM DAG 1: DANMARK mod USA - og hvad skal du ellers se? VM 2025: To danske dommere klar til at dømme på højeste niveau