Intens og spændingsfyldt fredag aften i Frøs Arena

SønderjyskE-Herning Blue Fox 5-2 (2-0, 1-2, 2-0) 2400 tilskuere dannede rammen om topopgøret i Metal Ligaen i Vojens fredag aften.

Det var intenst og spændingsfyldt og til tider også velspillet, hvad SønderjyskE og Blue Fox leverede, til trods for begge mandskaber manglede et par vigtige brikker på holdkortet.

De første tyve minutter bød dog ikke på meget Feinschmecker-hockey. Spillet var ofte rodet og der var langt mellem jule-snapsene.

Et par meget store fejlpasninger fra sønderjyderne, gav to kæmpe chancer til gæsterne i de første minutter.

Den største tilfaldt Phillip Marrinaccio, men amerikaneren overplacerede sin afslutning og Patrick Galbraith kunne ånde lettet op. Fire minutter var der spillet, da matchens første udvisning tilfaldt udeholdet.

Hjemmeholdet satte powerplay spillet op og slog til efter et minuts fem mod fire. Flotte kombinationer mellem Nikolaj Krag og Villiam Haag og den svenske fødselar havde sidste stav på gummiskiven, da han sendte SønderjyskE i front efter fem minutter.

Spillet bølgede frem og tilbage, men fortsat uden den sidste skarphed.

Gæsternes Kevin Tansey fik dog tilspillet sig en stor chance, men Galbraith fik reddet for værterne. En hurtig spilvending gav Anders Biel muligheden for at gå på mål.

Carruth halvklarede, men via en Herning-skøjte endte pucken i mål og sønderjydernes føring var dermed fordoblet.

En udvisning til Charlie Combs med små to minutter på klokken, gav udeholdet muligheden for en reducering kort før pausen, men sønderjydernes box fightede godt og 2-0 forblev stillingen perioden ud.

Gæsterne slog dog hurtigt til i anden periode. Andreas Holzmann lignede at have misset det kapitel i hockeyhåndbogen, der handler om at spille simpelt.

Fra blå linje kunne han sende pucken dybt, men valgte en pasning ind mod midten af zonen, hvor Morten Poulsen dermed fik foræret en motorvej i lige linje mod Patrick Galbraith. Den lange landsholdsforward svigtede ikke, da han iskoldt sænkede skiven.

Blue Fox pressede fortsat på og det lignede til tider et uofficielt DM i fejlpasninger i egen zone hos værterne. Små fem minutter senere kvitterede gæsterne da også med en udligning. Denne gang var det dog en diskutabel sekvens, der førte til scoringen.

Anders Biel ville cleare pucken, men kort før blå linje fik udeholdet standset pucken med, hvad der var mistænkeligt tæt på at ligne en høj stav. Dommernes fløjte forblev imidlertid tavs og så kunne Mathias From sætte en stensikker udligning.

Udeholdet sad på langt det meste af spillet i minutterne efter udligningen. From havde en åben mulighed, mens Galbraith måtte hive en gigantisk benparade op, da midtjyderne fik sendt et projektil på mål fra kort afstand.

Pausen nærmede sig og nu var det hjemmeholdets tur til at være på spil i offensiv zone. Unge Mikkel Skov knoklede ihærdigt bag mål og pucken endte hos Max Tjernström. Svenskeren trak ind foran Carruth, hvor han tog et finurligt træk og sendte skiven ind til 3-2.

Værterne var atter i front efter fyrre minutter.

Hjemmeholdet manglede en smule snert i spillet i anden periode, men det fandt de til gengæld frem i matchens sidste tyve minutter. Her var SønderjyskE langt mere spilbestemmende og fejlpasningerne minimeret.

Midtjyderne jagtede ganske vist udligningen, og Lukas Lundvald fik da også en ganske fin mulighed, men Galbraith stod en stærk kamp for hjemmeholdet.

De lyseblå værter havde overordnet set ganske fin kontrol med begivenhederne på isen. Charlie Combs satte Valdemar Ahlberg op, men sidstnævnte fik ikke ordentligt træf på pucken og chancen gled ud i sandet.

Det gjorde den imidlertid ikke med syv minutter tilbage af kampen.

Alex Lavoie fik akkurat chippet pucken frem til en fremstormende Charlie Combs og den lille amerikanske terrier svigtede ikke alene med Carruth.

Det lignede en afgørelse til stor jubel for hovedparten af publikum i Frøs Arena. Blue Fox lagde sig dog ikke fladt ned, men satsede og spillede seks mod fem. Her trak en på aftenen til tider lidt ilter Humaloja en udvisning i kategorien unødvendig. Det lagde en naturlig dæmper på resultat-jagten, men alligevel fik man i fire mod fem fremtvunget en stor chance til Patrick Madsen.

Resolut afslutning fra Madsen, men denne gang fandt pucken ikke vej til netmaskerne. Midtjyderne satsede friskt og trak atter Carruth med godt to minutter igen for at kunne spille fem mod fem.

Her lukkede SønderjyskE kort efter kampen endegyldigt, da Charlie Combs med baghånden smed pucken i det tomme bur. 5-2 sejr til hjemmeholdet, der dermed kom a point med Blue Fox i tabellen, før andendagsgildet i morgen eftermiddag i Herning.

Sønderjydernes bedste på dagen var Patrick Galbraith og den dobbelte målscorer Charlie Combs. Mens man hos udeholdet bemærkede en meget arbejdsom kaptajn Morten Poulsen og en energisk Lukas Lundvald.


Aalborg sneg sig til to point i Rødovre Stensikker Odense-optur mod Herlev