I en målrig og underholdende testkamp trak SønderjyskE fredag aften det længste strå i Esbjerg. Gæsterne var en kende skarpere og mere kyniske end vestjyderne, der skulle arbejde mere for deres mål end sønderjyderne.

Esbjerg Energy – SønderjyskE 3–5 (0-1, 1-1, 2-3)

Esbjerg bød fredag aften indenfor til forsæsonens første testopgør på egen is. Aftenens modstander var SønderjyskE, som Esbjerg formåede at besejre med 2-5 i Vojens for præcist en uge siden, i det der var den første testkamp for begge mandskaber.

Til aftenens kamp måtte Esbjerg se bort fra Jannik Christensen og Victor Sand, mens SønderjyskE stillede uden Jonas Borring Hansen og Alexandre Lavoie.

Målmandsduellen stod mellem Mathias Seldrup og Nicolaj Henriksen.

SønderjyskE-føring trods Esbjerg-overtag

I en tempofyldt indledning var det vestjyderne der var mest på pucken og som umiddelbart viste mest initiativ på isen, hvor unge Thomas Mondrup da også kom frem til værternes første reelle målchance efter tre minutters spil. Men trods en kvik afslutning fra klods hold, så kom gæsternes keeper bedst ud af den duel.

Selvom Esbjerg fortsatte med at presse på for et åbningsmål, så var det gæsterne der kom først på måltavlen, da Martin Eskildsen efter fem minutters spil fulgte op på en retur fra Mathias Seldrup i vestjydernes mål. SønderjyskEs første reelle chance blev dermed udnyttet ganske kynisk.

SønderjyskE vandt lidt momentum efter scoringen, hvor man fik sig etableret i værternes zone. Overtaget fik dog en brat ende, da Charlie Combs efter otte minutters spil indkasserede kampens første udvisning for en slashing. Esbjerg kunne dermed rulle power play-formationerne ud for første gang denne aften. Men trods glimrende vestjysk overtalsspil, så udeblev den helt åbne målchance og sønderjyderne klarede frisag.

Edgars Kulda var tæt på at bringe balance i regnskabet efter 13 minutters spil, men Esbjergs lettiske forward måtte se sin baghåndsafslutning fra en spids vinkel gå i sidenettet. Ingen af de to mandskaber kom dog nærmere en scoring i den resterende del af åbningsperioden, hvorfor gæsterne kunne tage en føring på 0-1 med ud til den første periodepause.

Esbjerg gjorde livet svært for sig selv

Vestjyderne startede også godt i anden periode, hvor Edgars Kulda efter 40 sekunders spil fik testet Nicolaj Henriksen i gæsternes mål. Et par minutter senere fik Sune Hjulmand testet metallet, da han med et stolpeskud var tæt på for de toneangivende værter.

Fra det 6. minut og frem fik Esbjerg dog gjort livet svært for sig selv. Først forærede man gæsternes Max Tjernström en gratis mulighed lige foran Seldrups mål. Men selvom svenskeren var hurtig i opfattelsen, så formåede han dog ikke at straffe uopmærksomheden i vestjydernes defensiv.

Minuttet efter tog Travis Brown den første af tre Esbjerg-udvisninger indenfor blot seks minutter. Det vestjyske box play kom som ventet på overarbejde, da sønderjydernes viste fin puckomgang og også kom frem til et par gode chancer til henholdsvis Charlie Combs og Rasmus Lyø.

Philip Larsen og Grayson Downing indkasserede også udvisninger omkring periodens halvvejsmærke, hvor gæsternes største målchance tilfaldt svenske Villiam Haag, der fik afsluttet efter en længere sekvens med sønderjysk pres.

Man skulle dog frem til periodens 18. minut før der igen blev scoret. Igen var det sønderjyderne der fik udbytte af hårdt arbejde tæt under mål, hvor Nikolaj Krag-Christensen fik listet pucken ind under Seldrup til 0-2.

En udvisning i periodens sidste minut til gæsternes Anders Biel gav Esbjerg en ny power play-mulighed. Denne gang gjorde Esbjerg-spillerne kort proces, da man 28 sekunder senere formåede at udligne til 2-1. Hårdt arbejde foran mål var igen recepten på en scoring, da Phillip Schultz fulgte op på Søren Nielsens forarbejde og fik sendt pucken ind under Henriksen i sønderjydernes mål.

Sønderjysk effektivitet blev udslagsgivende

I tredje periode bølgede spillet frem og tilbage meget af tiden. Det samme gjorde scoringerne, som man fik hele fem af i kampens sidste 20 minutter.

Efter fire minutter modtog Edgars Kulda pucken fra Oliver Kjær, hvorefter han gled på tværs af gæsternes zone, mens han optimistisk tog chancen fra distancen. Det skulle vise sig at være en glimrende idé, da afslutningen fik lov til at gå hele vejen i mål til 2-2.

Minuttet efter udligningen indkasserede Simon Grønvaldt en udvisning for hooking og små to minutter senere havde Gabriel Desjardins scoret gæsternes eneste power play-mål i kampen, da han genetablerede gæsternes føring med sit mål til 2-3.

Esbjerg formåede at slå tilbage tre minutter senere, da kampen havde taget til i intensitet. Der blev tacklet igennem af et godt hjerte og små infights begyndte at udspille sig på isen, hvor enkelte spillere til tider mistede fokus. Her benyttede Andreas Grundtvig muligheden til at udligne til 3-3, da han midt for mål og i en helt fri position modtog en perfekt pasning og køligt sendte pucken højt op i målet.

Glæden over udligningen skulle dog vise sig kort for værterne, der blot 24 sekunder senere måtte se Daniel Hansen bringe sønderjyderne foran igen. Hansen tog sagen i egen hånd, da han på vej fremover isen resolut smækkede pucken op over skulderen på Seldrup til 3-4.

Fire minutter senere afgjorde gæsternes Martin Eskildsen reelt kampen, da han med sin anden scoring denne aften gjorde det til 3-5 efter en sønderjysk kontra.

Gæsterne kom i overtal umiddelbart efter scoringen og her var Esbjergs Rasmus Bjerrum ganske tæt på at reducere på et break away i undertal. Men Henriksen pillede pynten af Bjerrums forsøg og SønderjyskE kunne rejse hjem med en sejr på 3-5.


Rødovre fik svenske klø af Västervik Frederikshavn slog Aalborg for anden gang i pre-season