Salgschef Morten Nielsen overtager stolen

Rødovre Mighty Bulls skal have ny direktør. Bjørn Sørensen stopper i stolen efter godt tre år. Han afløste Brian Møller i stolen og lovede at hjælpe til i 100 dage. Nu er der gået mere end 1000 dage, påpeger Sørensen. Det er værd at bemærke, at Bjørn Sørensen har arbejdet frivilligt i administrationen. Han giver nu depechen videre til klubbens salgschef Morten Nielsen.

- Jeg vidste allerede i januar, at jeg ville stoppe, men jeg ville gøre mit arbejde med RMB færdigt. Jeg stopper på grund af arbejdspres, fordi jeg har nogle erhvervsejendomme, som jeg er medejer af og direktør for. Det tager mere tid, end jeg havde troet, siger Bjørn Sørensen til Rødovre Lokal Nyt. 

- Jeg bliver i bestyrelsen og jeg kommer til at indgå i et salgsteam hvor arbejdsopgaven bliver at udvikle RMB yderligere. Vi skal øge og styrke attraktiviteten overfor nye sponsorer – og også for tilskuere, lyder det fra den aftrædende direktør. 

Morten Nielsen sidder nu som direktør og udgør administrationen sammen med Bjarke Christoffersen. Begge har opbygget stor erfaring.

- Det er stadig de samme personer i ledelsen, men det bliver de to lønnede, som kommer til at køre hverdagen. De har jo været med i de seneste tre år, så de ved, hvordan man drifter en ishockeyklub, siger Bjørn Sørensen til Rødovre Lokal Nyt. 


E-NHL: Martin Vibholm Nielsen blev MVP for Herlev i dobbeltsejr Hvem står forrest i elevatoren? Så mange gange er klubberne rykket op og ned