Aalborg Pirates – Rødovre Mighty Bulls 3-0 (1-0, 1-0, 1-0)
Efter et par kampe, hvor marginalerne og kræfterne til sidst har manglet for de nordjyske pirater, kom aalborgenserne tilbage på sporet denne fredag aften mod et decimeret Rødovre Mighty Bulls-mandskab, der op til kampen havde sagt farvel til Brandon Magee og meldt Oliver Marklund på skadeslisten.
Kampen var en smule rodet, men generelt var det Aalborg, der var i nogenlunde kontrol i stort set 60 minutter. Kun momentvis blev gæsterne farlige, og her var George Sørensen og den nordjyske defensiv på plads.
I den anden ende var powerplayet tilbage i form, hvor Troy Lajeunesse åbnede scoringen i slutningen af første periode. Han cirklede rundt i zonen og gav pucken videre. Den endte hos Thomas Vilstrup Andersen, der på glimrende vis fandt sin canadiske makker med en flot tværpasning. Lajeunesse hamrede til den første gang og Aalborg var foran, der var over 3000 tilskuere til julehockey i Sparekassen Danmark Isarena.
Anden periodes eneste mål faldt, da Lasse Bo Knudsen sendte en puck af sted, som Tobias Ladehoff på glimrende vis styrede ind til 2-0. Der var spillet fem minutter af en anden periode, hvor Rødovre havde chancen for at komme tilbage i kampen, da Jonas Brøndberg blev udvist i fem minutter.
Mads Eller var tættest på med et skud på overliggeren, men det lykkedes ikke at score, og i stedet afgjorde Lajeunesse kampen med sin anden scoring i powerplay. Det var en fuldstændig kopi af 1-0-målet, blot med Darien Craighead som oplægger.
Dermed Aalborg tilbage på sejrskurs efter fire nederlag på stribe, mens Rødovres sæson allerede er ovre i forhold til slutspillet. Der skal mere end julemirakler til for at redde Mighty Bulls. Nu gælder det om at bygge op til den kommende sæson for Olaf Ellers mandskab.