White tog sejren i andendagsgildet i det nordjyske nytårsbrag, der desværre blev spillet for tomme tribuner,

Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 1-3 (0-0, 1-2, 0-1)

En stor disciplineret indsats af White Hawks, gav dem i aften tre point at skyde nytåret ind med. Sejren blev grundlagt på store defensive dyder, og så formåede man at holde sig fra straffeboksen. Fire point tog høgene med ud af de to nytårskampe mod lokalrivalerne, hvilket de nok ikke er helt utilfredse med.

Kampbilledet i første periode var meget som forventet. Hjemmeholdet i mest puckbesiddelse, og gæsterne lurende hele tiden på den afgørende kontra der kunne give en scoring. Med Aalborg mest på pucken, så naturligt også flest muligheder til dem. Kiril Kabanov afslutning der blev for høj, og Stephen Anderson med et skud der gik lige ind i maven på Galansky. Hos gæsterne var der en løs chance til Christopher Frederiksen, og så var finske Halme tæt på, men her tog Frederik Søgaard sig af muligheden.

Ikke den samme sprudlende ishockeykamp som i aftes 70 kilometer nordpå. Men det er back to back kampe sjældent, så de mange interesserede tv-seere gik skuffede ud til aftenkaffen, hvis de havde forventet andet.

Man sad og ærgrede sig i løbet af perioden. Nordjyske nytårsbrag, med 5000 på lægterne, er altså noget særligt i dansk ishockey, og nu sad man her sammen med øvrige kollegaer på pressebalkonen og halvfrøs. Hvilket inferno det kunne have været, som vi nu desværre i to sæsoner har været frataget. Lad os håbe, Final 4 samme sted kan give nordjyderne den kulisse som disse opgør fortjener, og lad os håbe, vi snart igen kan få tilskuere ind i arenaerne rundt omkring i vores lille hockey-Danmark.  

Frederikshavn indledte anden periode bedst. Victor Panelin-Borg tog en udvisning med fra de døende sekunder i åbningsperioden, og det udnyttede høgene på bedste vis. Aleksi Halme blev spillet godt op til afslutning, og finnen sendte pucken ind bag Frederik Søgaard, der var chanceløs.

Udeholdet havde godt fat nu, og holdt i flere situationer flot i pucken. Fire minutter senere lå pucken igen bag Søgaard, da Christopher Frederiksen og Lucas Andersen kom afsted i en kontra. Perfekt pasning fra førstnævnte, og topscorer Lucas Andersen sagde tak, og udplacerede den unge Pirates keeper.

Kort efter tog Jeppe Jul Korsgaard en udvisning, og nu kunne gæsterne for alvor gøre det grimme ved lokalrivalerne. Men høgenes powerplay virkede ikke efter hensigten, og derfor ikke yderligere scoring i den situation.

Piraterne overtog efterhånden mere og mere igen, og flotte pasninger sørgede for reduceringen, da Mikkel Højbjerg sendte sidste stav på pucken relativt tæt under mål. Opspillet var flot, og endelig fik hjemmeholdet belønning efter fortjeneste.

Jeppe Jul Korsgaard burde havde udlignet i angrebet efter scoringen, men han udnyttede ikke den panik der pludselig opstod foran Galansky og White Hawks backerne. Det hele endte med en blokering, samtidig med coach Garth Murray appellerede for en udvisning begået mod Korsgaard.

De fortsatte presset perioden ud, men stillingen forblev 1-2 på måltavlen i Sparekassen Danmark Isarena. Som denne skribent skrev på linjerne om kampen i går, så var der maksimal spænding igen i aften.

White Hawks i powerplay kort inde i tredje periode, da Stephen Anderson tog en dum udvisning uden fare på færde. Den udnyttede høgene med hurtigt spil, og tæt under mål fik Alex Bumagin sendt skiven ind bag Søgaard. Endelig fik russeren scoret, efter han gjorde comeback tidligere på måneden, efter den grimme knæskade han pådrog sig i Vojens i sidste sæson.

To-måls føring til White Hawks i tredje periode, akkurat som i aftes. Kunne de holde fast denne her gang? Noget tydede på det. De holdt Aalborg fra de store chancer, og det pres de lagde i aftes, fik de ikke i samme grad lagt på lokalrivalerne i aften.

Med halvandet minut igen tog Murray Time Out, og samtidig var Søgaard taget ud af kassen. Sidste desperat forsøg fra piraternes side, men det lykkedes ikke.

White Hawks tog sejren, og håneretten i den evige nordjyske debat om hvem der er de bedste. Herligt, og inden længe mødes de to mandskaber i semifinalen i Final 4, hvor der igen vil være stor rivalisering mellem klubber og ikke mindst fans.

 

 

 

 

 

 


SønderjyskE henter amerikansk angrebsforstærkning VIDEO: Højdepunkter fra Frederikshavn-Aalborg