I mandags proklamerede Hernings sportschef for de mange Blue Fox-fans der mødte op, for at se blårævenes første istræning, at der var en førstecenter på vej til midtjydernes offensiv. Nu er kontrakten underskrevet

Herning Blue Fox præsenterer den nye mand Jarkko Malinen således: 

På sportsgangene i Herning og hos de mange fans der følger finsk ishockey, er der en overraskelse på vej, da man er lykkedes med at finde frem til en aftale med finske Jarkko Malinen.

Den 33-årige center Jarkko Malinen er nemlig tiltrådt på en etårig kontrakt med Herning Blue Fox, og forenes dermed med sin tidligere træner og nuværende Blue Fox cheftræner Pekka Tirkkonen. Dengang var Jarkko Malinen på en låneaftale over to sæsoner i den finske Mestis-klub SaPKo, hvor Tirkkonen dengang svingede dirigentstokken.

Omtrent 127 kampe med 102 point til følge spillede Jarkko Malinen i Mestis-ligaen, men de egentlige meritter skal findes i den stærkeste finske række Liiga, hvor Malinen har slået sit navn fast med syv-tommers søm gennem 14 sæsoner og med 657 kampe.

Og de mange kampe har stort set altid været på topholdene i Finland med en masse slutspil til følge, hvilket i sig selv er et kvalitetsstempel, skriver Herning.

Succesen har ligeledes kastet otte optrædener af sig på det finske A-landshold tilbage i 2015/16 sæsonen, ligesom han i klubregi også har yderligere international erfaring med 22 Champions Hockey League-kampe, hvor det er blevet til flotte 18 point.

Hernings og Jarkko Malinens tidligere cheftræner er også rigtigt godt tilfreds med sin nye signing, der sikrer en vigtig kvalitet til truppen, der for nu med to ledige importpladser til senere synes fuldendt.

- Jarkko er en spiller med utroligt meget erfaring. Han har altid spillet på gode hold, og er en 2-vejs center med rigtigt gode skills på pucken. Selvom han er kendetegnet som en tovejs spiller, så har han en masse offensive kvaliteter, hvilket også har gjort ham til en fast power play spiller i Finland. Han bringer en masse vinder mentalitet med sig, og er den type der går forrest og altid løfter sig endnu mere, når han spiller de store kampe”, fortæller Blue Fox’ cheftræner Pekka Tirkkonen.

Det betyder dermed også at Jarkko Malinen på trods af gennem hele sin karriere kun at have spillet i Finland, nu tager skridtet mod en ny liga i Europa. Og det er på ingen måde et udtryk for, at Jarkko kommer med færre ambitioner – tværtimod fortæller sportschef for midtjyderne Martin Struzinski.

 - Vi har arbejdet rigtigt lang tid med Jarkko, der havde besluttet sig for, at tiden nu var til at ville prøve noget nyt. Men med henvendelser fra stort set samtlige Liiga-klubber der både kan tilbyde større lønposer og en liga på et højere niveau, så har det også været en stor beslutning fra Jarkko. Og der er ingen tvivl om, at de mange henvendelser til ham er et udtryk for hvor respekteret en spiller han er i Liiga i Finland, hvilket vores netværk også blot bekræfter”, fortæller sportschefen.

- Malinen er en rigtig ledertype og er tiltænkt en stor rolle i næste sæsons trup. Det er klart at Jarkko Malinen med hans meritter forventeligt skal være et omdrejningspunkt på holdet. Samtidig med cheftræner Pekka Tirkkonens kendskab til Malinen og de mange forudgående snakke, så har vi en rigtig god fornemmelse af, at vi har med en meget ambitiøs personlighed at gøre, som falder virkelig godt ind i vores værdier”, siger Martin Struzinski.

Den 33-årige finske angriber lander sidst på ugen og støder til holdkammeraterne fra mandag i næste uge. Jarkko Malinen fortsætter karrieren i Danmark med nummer 28 på ryggen. 


Öhman kommer til Vojens: Svensk back til SønderjyskE RETRO: ”Efter en træning tænker Patrick måske, at faderen er en idiot”