Steffen Frank sagde farvel til ishockeykarrieren.
Han havde ikke proklameret det før slutspillet gik i gang, men da SønderjyskE havde tabt 1-2 mod Esbjerg og pludselig stod med et farvel til sæsonen, var det tydeligt, at Steffen Frank sagde farvel til mere end bare sæsonen.
Hans tårer var rørende og beviste, at det var en lang og flot karriere, der var ovre for SønderjyskE-veteranen, der også i løbet af karrieren har været en tur i Herning og Frederikshavn - og ligeledes i Tyskland, hvor han spillede for Lausitzer Füchse i DEL2.
Frank har været med gennem hele SønderjyskE's guldalder og står dermed med et svært imponerende CV, der tæller ikke færre end fem danske mesterskaber, tre pokaltitler og en Continental Cup.
Det er blevet til 715 kampe for Steffen Frank i den bedste danske liga over 16 sæsoner - ifølge Eliteprospects - og de mange titler gør ham til en af de mest meriterede spillere i dansk ishockey. I dag fylder han 34 år, og nu er det tid til at hellige sig et kommende barn og det civile arbejde.
Til Der Nordschleswiger sagde Frank efter kampen i aftes.
- Det var mærkeligt at stå på isen og tage imod fansenes hyldest. Jeg har spillet ishockey i 29 eller 30 år, deraf 17 år på eliteniveau. Jeg tager afsked fra et "helt liv". Jeg manglede den sidste guldhjelm, men derudover kan jeg være tilfreds, når jeg ser tilbage på karrieren. De sidste to år var ikke så morsomme med det tidlige farvel til sæsonen. Det lyder måske arrogant, men det har jeg simpelthen ikke været vant til, lød det.
- Indtil da havde jeg vundet en medalje i hver eneste sæson, også i Herning og Frederikshavn. I Europa vandt jeg guld, sølv og bronze og har været inde over landsholdet. Der har ikke manglet noget. Mit udlandsophold nød jeg også, selv om det var kort tid, forklarede han.
Steffen Franks sidste kamp blev altså et af de store lokalopgør mod Esbjerg, og på den måde kunne det næppe være en mere passende afsked - også selv om udfaldet var anderledes, end Frank havde regnet med og håbet på.