Rungsteds målmandsveteran meldes tilbage over Øresund til næste sæson

Ingen i Rungsted har været utilfredse med Cristopher Nihlstorp i indeværende sæson, og det har været et scoop for Metal Ligaen, at den svenske målmandsveteran har været på mål for Rungsted Seier Capital. 

Nihlstorp står lige nu og venter på semifinalen mod SønderjyskE eller Frederikshavn, og samtidig melder den svenske avis Expressen, der som oftest er yderst velunderrettet på Malmö Redhawks-fronten, at Nihlstorp i den kommende sæson er et stærkt emne som målmandstræner for den skånske storklub. 

Ikke nogen overraskelse, hvis Cristopher Nihlstorp ser sig om efter jobs, han kan varetage efter karrieren. Rungsted-målmanden er efterhånden blevet 37 år og tager formentlig karrieren efter konceptet "et år ad gangen". 

Ingen i Malmö vil dog bekræfte oplysningerne. 

- Ingen kommentarer. Han er midt i et slutspil for sin danske klub. Vi skal spille færdig for sæsonen, inden vi tager den her type af spørgsmål i medierne. Det tager vi senere. Jeg har ingen kommentarer lige nu, siger Malmös sportschef Patrik Sylvegård til Expressen. 

Nihlstorp har dog i første omgang kontrakt med Rungsted også for den kommende sæson, så den aftale skal han altså ud af, hvis Malmö-muligheden skal blive aktuel.


Rasmussen træder på bremsen: SønderjyskE-direktør trækker sig ud af fodbolden Rødovres "lejesvende" drager videre på eventyr i Storbritannien