Svenske medier sender Anton Öhman til hjemlandet
Han gjorde det egentlig ganske fornuftigt i Vojens, og det var tydeligt, at SønderjyskE savnede Anton Öhman i slutspillet, hvor han var skadet.
Öhman - med fin fortid i de bedste svenske ligaer - satte dog ikke noget uudsletteligt indtryk i SønderjyskE, og derfor kommer det ikke som en overraskelse, at han ikke spiller videre hos SønderjyskE i den kommende sæson.
Sportexpressen - den store svenske avis - melder ham tilbage til svensk ishockey, hvor han skal spille for Västerviks IK i HockeyAllsvenskan i den kommende sæson.
Anton Öhman døjede med skader i SønderjyskE i store dele af sæsonen og nåede derfor kun 28 kampe i sæsonen, som han afsluttede med 19 point.