Joseph Jonsson blev sæsonens første målscorer med et ordentligt flæk tidligt i kampen, men det hjalp ikke i længden for Herlev i sæsonpremieren mod Odense, der endte med at vinde 5-3.
Herlev var bedst i første periode, hvor Jonsson også leverede en fremragende assist til Niklas Heinerö, der firsttimede pucken op i nettaget bag en chanceløs Mitch Gillam.
Inde mellem de to Herlev-mål havde Kimi Koivisto udlignet for Odense, der måtte gå til første pause et mål nede.
Odense vendte kampen tidligt i anden periode.
Det var den store svensker Joakim Thelin, der viste præcis hvad han er købt ind til. Han drev sig ind bag Herlev-forsvaret og lagde en baghånd i nettet. Gunars Skvorcovs satte en perfekt styring et par minutter senere.
Odense var foran 3-2, havde fat i kampen og holdt føringen til pause nummer to.
Kampen var stadig åben før tredje periode, men Odense sørgede for at lukke den inden for de første fem minutter.
Først var det Jonas Bjerrum, der stjal pucken fra Daniel Petersen og lagde en baghånd op i nettet. Hanses burde nok have gjort noget ved den, men var til gengæld uden chance, da Nicolai Weichel stødte frem og satte Bulldogs 5-2-scoring.
Den kørte Odense ganske sikkert hjem og Jonssons reducering med 62 sekunder igen endte med at være kosmetik.
Tre point til Odense og dermed en lille revanche for nederlaget i kvartfinalen i foråret. 617 tilskuere var på plads til premieren i Herlev.