Endnu en af de unge spillere forlænger med den vestjyske klub

Den 18-årige wing Tobias Ebener fortsætter hos Esbjerg Energy i den kommende sæson.

Det skriver Esbjerg Energy i en pressemeddelelse, hvor vestjyderne præsenterer en af de unge spillere således:

– Tobias er en af vores yngre spillere. Jeg har haft chancen for at se ham lidt både som senior og i U20-sammenhæng. Der er forskel på at spille ungdoms- og seniorhockey, og det er den nye virkelighed, som Tobias skal forberede sig på. Derfor skal han bl.a. forbedre sin fysik, fortæller cheftræner Dan Jensen fra Esbjerg Energy.

– Sommeren giver mulighed for at bygge muskelmasse på. Her har Tobias mulighed for at investere tid og energi i at blive stærkere, og den slags chancer skal udnyttes. Det handler om at gribe chancen, når muligheden byder sig, og det er i disse måneder opgaven for unge spillere som ham.

Tobias Ebener er Esbjerg-dreng og kan benyttes som wing. Han har gennem de tre seneste sæsoner opnået at spille 22 kampe i Metal Ligaen. I den seneste sæson tegnede Ebener sig for to point.

– Jeg synes, jeg er i gang med en god udvikling, hvor jeg modnes mere og mere. En udvikling, som sker både på og udenfor isen. Man kan jo næsten sige, at jeg er trådt ind i de voksnes rækker og er klar til en ny plads. For at det kan lade sig gøre, skal der ydes en stor indsats, og i sommermånederne er fokus på det fysiske. Så der arbejdes på det, fortæller Tobias Ebener.

– Tillid får man ikke. Den skal jeg også gøre mig fortjent til. Tilliden skulle gerne kaste mere spilletid af sig, for det er vanskeligt at skaffe sig erfaring og rutine uden istid. Men jeg er optimist, så man kan sige, at jeg både håber og tror på, at jeg på trods af en stærk og bred trup vil få chancen, når turneringen går i gang til efteråret.

Energy-wingen har repræsenteret Danmark ved to U18-slutrunder og har spillet en enkelt som U20-spiller. Som U20-spiller lykkedes det i sæsonen 2022/2023 for Tobias Ebener at blive mest scorende spiller i U20-ligaen med 26 mål.

– Jeg håber, det vil vise sig at blive en fordel med en ny cheftræner i klubben. Alle får en ny mulighed for at vise sig frem, og Dan kommer med et friskt og nyt input. Jeg vil gerne være fast mand og få spilletid gennem hele sæsonen. Og når sæsonen er slut, skal vi gerne stå med en guldhjelm. Det må være det eneste rigtige mål at sætte sig, for truppen er både bred og stærk, slutter den 18-årige vestjyde.

– At blive Metal Liga-spiller er en lang proces. Som nævnt skal der bygges muskler på, og spillerne skal blive mere eksplosive. Og det tager tid. Det kræver ikke bare tålmodighed, men spillere som Tobias skal også tage initiativ. Nu møder de ikke kun spillere på 75 kg, men ofte på 90 kg. Så der er nye udfordringer, Ebener står overfor, siger Esbjerg-træner Dan Jensen.


Herning: Tilskuerne vendte tilbage til Sektion 18 i aftes Ungt svensk/dansk målmandsteam skal bære Herlev fremad i den kommende sæson